Politikere og erhvervsliv var samlet i Aarhus Airport til konference om infrastruktur i dag.

Omkring 90 deltagere fra kommuner og erhvervsliv tilbragte eftermiddagen i Aarhus Airport, hvor der var sat fokus på infrastruktur og infrastrukturen på Djursland i særdeleshed.

Finansminister Nicolai Wammen var første taler, og han gav en indflyvning i, hvordan der er lavet et stor forlig om infrastruktur, som løber frem til 2035.Der er sat et historisk stort beløb af, men der er også “kamp” om at få lov til at fremrykke egne projekter. Nicolai Wammen understregede, at samarbejde mellem kommuner og samarbejde mellem politikere og erhvervsliv er vejen frem. Et lokalområde, der har en fælles dagsorden, gør indtryk på Christiansborg. Konferencen fik dermed et godt rygstød!

Næstformand i folketingets transportudvalg Jens Meilvang fortalte om, hvordan det er svært at påvirke beslutninger om infrastruktur, fordi der er taget stilling til, hvilke projekter, der skal have midler. Dog havde han allerede nu viden om projekter, der ikke bliver til noget, og derfor er det vigtigt at sende klare signaler om, vi står sammen på Djursland og er klar til at fremrykke “vores” projekt. Konkurrencen er hård – og han kunne fortælle, at han har talt med næste alle borgmestre, som gerne vil have fremrykket deres projekter.

Bogmesterdebatten havde deltagelse af Michael Stegger Jensen (Syddjurs), Kasper Bjerregaard (Norddjurs) og Jacob Bundsgaard (Aarhus) fulgte op, og fortalte om det samarbejde der er imellem de tre kommuner – ja, endda flere kommuner igennem samarbejdet i Business Region Aarhus. Jacob Bundsgaard nævnte, at han ser en styrke i, at kommunerne står sammen, når man henvender sig til Christiansborg og søger indflydelse på fordeling af finanser.

Erhvervsdebatten havde deltagelse af Dan Johannesen (DS Smith), Jørgen Laursen (TERMA), Henrik Carstensen (Grenaa Havn) og Lotta Sandsgaard (Aarhus Airport). Her var der to spor, som fyldte: Den øgede trafik, som forventes i de kommende år med flere aktiviteter på Grenaa Havn, men også udfordringerne med at trække arbejdskraft til de store virksomheder. Transporttiden til og fra arbejde er alfa og omega for mange, og her har det stor betydning med en 2+1vej hele vejen til Grenaa.

Dagen blev afsluttet med et sjovt og tankevækkende oplæg om infrastruktur i vikingetiden af historiker og kulturformidler Casper Clemmensen, Ellevirke.

Programmet og debatterne blev flot bundet sammen af direktør i DI Transport Karsten Lauritsen.

Dagens deltagere kunne herefter underskrive et manifest, hvor vi lover hinanden at arbejde videre og sammen.

Se flere billeder fra dagen her