Onsdag d. 13. december havde Business Djursland og Stenvad Mosebrug inviteret lokale iværksættere til co-creation workshop hos Stenvad Mosebrug med henblik på at facilitere udviklingen af fremtidens kontorlandskab for iværksættere på Djursland.

Visionen er, at Stenvad Mosebrug i autentiske, historiske og smukke omgivelser skal lægge hus til et kreativt og innovativt iværksættermiljø, hvor iværksættervirksomheder på Djursland kan etablere deres arbejdspladser, afholde møder og sparre med hinanden.

Der er en betydelig mangel på kontorfællesskaber for små iværksættere på det nordlige Djursland, og Business Djursland har med initiativet sat noget spændende i gang sammen med stærke kræfter hos Stenvad Mosebrug. Der er store muligheder i projektet, og Djursland summer af iværksætter virksomheder. Arrangementet ligger således i tråd med Business Djurslands vision om at fremme og styrke erhvervslivet på Djursland.

Arrangementet begyndte med en rundvisning i museet på Stenvad Mosebrug, hvor Ikki Knudsen (leder af strategi og udvikling) fortalte den spændende historie om stedet og Stenvad i det hele taget, som engang var en stor lokal arbejdsplads og en by der summede af arbejdsomhed og virkelyst – en ånd, som et iværksættermiljø kan være med til at genoplive.

Business Djursland faciliterede workshoppen, hvor deltagerne, herunder en repræsentant fra Norddjurs Kommune, kom med mange gode input til, hvordan kontorlandskabet og kontorfællesskabet kan tage sig ud, udvikle sig og blive et driftigt og levende sted. Der blev blandt andet talt om, hvilket fagligt miljø man kunne se sig selv i – og her var der bred opbakning til et sted, hvor en mangfoldighed af fagområder kan supplere og styrke hinanden.