Business Djursland har besøgt Djurslands nye kvalitetsbageri, duo bageri. Her fortalte de to stiftere og ejere, Lasse og Simon, om kvalitetshåndværk, produktnysgerrighed og drømmen om at holde forretningen på et niveau, hvor der er tid til leg og plads til nærvær.

Lasse er udlært bager, og Simon udlært kok. Med sig har de begge en lang erfaring fra veletablerede, succesfulde bagerier i henholdsvis Aarhus og København. Og de seneste 5 år har været en bevidst øvelse i at dygtiggøre sig og forberede sig til at åbne egen gesjæft sammen.

duo bageri åbnede i ugen op til Påske, lørdag d. 16. marts, og har således netop kunnet fejre 1-månedsdag. I løbet af den måned har Lasse og Simon oplevet en overvældende opbakning fra både nærområdet og omkringliggende byer og sommerhusområder på Djursland.

Hellere melde udsolgt end miste kontrol

Interessen for det velduftende bagværk har været så overraskende stor, at Lasse og Simon flere gange har måttet melde udsolgt. Men det har ikke resulteret i skuffede kunder, fortæller de. Kundernes imødekommenhed over for det nye bageri har tværtimod vist sig i reaktioner som ”Godt gået” og ”Så kommer jeg bare igen i morgen”. En positiv tilgang, som man ikke finder i de større byer.

Den store opbakning er sket på trods af, at duo bageri ikke har en stor marketing plan for at nå ud til kunderne på Djursland. Eller måske nærmere gå grund af. ”Manglen” på den helt store kommunikationsindsats er helt bevidst. Lasse og Simon er nemlig helt skarpe på at forretningsudviklingen kun skal ske, så længe de er tro mod sig selv og konceptet for duo bageri. Et koncept, der rimer på balance, nærvær og tid til at gøre sig umage. Det værste der kan ske, mener de, er, at miste kontrol på produkt og kvalitet, så derfor vil de hellere melde udsolgt end at prioritere vækst og omsætning.

Ambition om kvalitet, leg og ægthed

I glasmontren ligger der en variation af kvalitetsbagværk, herunder croissanter, cookies og kanelsnegle, side om side og strutter om kap. Og den genkendelige klassiker grovbirkes er blevet ”udsat” for Lasse og Simons ambition om kvalitet og leg. Lasse kalder det for deres ”bud på en grovbirkes”, hvor – for eksempel – birkesene er håndteret på en særlig måde og margarinen er udskiftet med smør.

Forretningens åbne lokaler understreger ambitionen om ægthed og transparens. Fra butikken er der et uhindret blik gennem et stort vindue og ind i produktionslokalet, hvor brødet kommer til verden. Gennemsigtigheden omkring produktets tilblivelse kunne måske for nogle virke som en sårbar foranstaltning, men omvendt ”må der gerne være noget på spil”, siger de to stiftere.

Det store vindue understreger også, er afstanden mellem bager og brødspiser er meget kort. Faktisk så kort, at sortimentet indimellem udvikles i samspil med kunderne. Det seneste eksempel herpå er Dagmartærten, som de to brødbagere eksperimenterer med at sætte på menuen på initiativ af en kunde – i det mindste for en periode.

”Hvorfor Feldballe?”

Da Lasse og Simon får dette spørgsmål, stiller de modspørgsmålet: ”Hvorfor ikke?” De uddyber med at de oplever at Feldballe og Djursland er under udvikling og ikke afvikling. Lokalsamfundets kvalitetsbevidsthed, imødekommende og kultur og spændende kontrastfyldthed gør det samtidig muligt for makkerparret at fokusere på det vigtigste i virksomhedens drift og organiske udvikling, nemlig at der er tid til at gøre sig umage og plads til at lege og eksperimentere.

Lokal forankring

Forretningen i Feldballe er sat i søen med afsæt i gode og veletablerede leverandørsamarbejder, men omvendt er der hos duo bageri en iboende nysgerrighed og plads til foranderlighed. Og det er ikke bare forbrugeren, der har taget det nye bageri til sig. Flere lokale fødevareproducenter har allerede været forbi og har budt sig til med vareprøver. Duo bageri vil gerne det lokale samarbejde, så det kan meget vel være at vi snart ser lokale produkter i bageriet.

Efter 1 måned på ”Feldballe Hovedgade” – og med en unik placering mellem Feldballe Friskole, den borgerdrevene andelskøbmand Kooperativet, og Kalø Whisky og Vin – er duo bageri allerede blevet en egentlig destination for lokale og sommerhusbrugere. Til sommer åbner Lasse og Simon en pizza-pop-up uden for bageriet, som – ud over selvfølgelig at levere pizza – også bliver et bidrag til det levede liv mellem husene i Feldballe og den velfungerende turisme på Djursland.

Drømmen om en tilværelse som selvstændig realiseres

Administrativt supplerer de to iværksættere hinanden, hvor – lidt firkantet sagt – Lasse er ”drømmeren”, mens Simon brillierer i at få tingene realiseret. Også i administrationen går deres lystdrevne og legende tilgang igen. Her er plads til at gå all-in på de opgaver, man brænder mest for. Og de lidt mere kedelige opgaver fordeles indimellem med en omgang sten-saks-papir.

Lasse og Simon har selvfølgelig gjort sig tanker om, hvad de ønsker sig af en tilværelse som selvstændig, og beskriver det som et liv i balance, hvor arbejde bliver et tilvalg og ikke et fravalg af noget andet.

På forretningens vegne drømmer duoen om at blive et etableret og kendt bageri på Djursland, og samtidig bibeholde identiteten som ”noget småt” og nærværende.

Velkommen til Djursland, Lasse og Simon! Vi ser frem til fortsat at blive overrasket af det absurd lækre håndværk, som I tydeligvis lægger en enorm kærlighed i at skabe.

Tre hurtige om duo bageri

duo bageri har – for øjeblikket – åbnet onsdag til søndag mellem 7-16 i hverdage og 7-14 i weekender, samt på helligdage.

Blandt topsælgerne er surdejsstykkerne, kardemommesnurrerne og deres sortiment af brød.

Du kan besøge duo bageri på Ebeltoftvej 54A, Feldballe, 8410 Rønde, og virtuelt på deres hjemmeside, på facebook og på instagram.