Mød Hansen Furniture, som er én af medlemsvirksomhederne i Business Djursland.

Hansen Furniture ApS ved Bønnerup Strand er et af Business Djurslands mange medlemmer. Indehaver Erling Hansen har svaret på seks skarpe spørgsmål om virksomheden.

Hvordan lyder Hansen Furniture´s elevatortale?
– Altså, vi har vores faste produktion af sofaborde til tre møbelkæder i Danmark, Norge og Tyskland, og så har vi fast, at vi leverer inventar til solcentre. Udover det faste, så fylder vi op med skranker, barer og køkkener til erhverv, og i mindre grad til private. I 10 år var vi på det amerikanske marked med teaktræsmøbler, hvor vi var med på messer derovre to gange om året. Det stoppede vi med sidste år, fordi vi synes, at det gav for lidt i den sidste ende, men det var med til at skabe virksomheden og skabe flow i vores forretning. I dag er vi fem mand og vi skal ikke være større. Jeg vil selv være med ude i produktionen. Jeg gider ikke sidde på kontoret og skrive tilbud og tale i telefon, jeg er med ude, når vi monterer, og det betyder også noget for kunderne. Det ved jeg.

Hvad betyder det, at I ligger på Djursland?
– Det ved jeg sgu ikke! Det er en fordel for os, som er i lejede lokaler. Det er nok lidt billigere i leje end, hvis vi lå tættere på Aarhus. Jeg kan ikke komme i tanke om nogle ulemper, og vi har heller ikke problemer med at skaffe folk. Vi har kun flexjobbere ansat, og jeg har en rigtig god dialog med jobcentret, og har rigtig gode erfaringer med det. Jeg ved godt, at der er mange, der åbenbart har dårlige erfaringer, men jeg har kun gode erfaringer og generelt en rigtig god sparring med jobcentret. Det er nok også det, der er med at drive virksomhed uden for de store byer; der er en tættere kontakt.

Hvad glæder I jer over for tiden?
– Vi glæder os over, at vi ikke har været lukket pga. Covid-19. Indtil videre har vi haft rygende travlt! Det lader til, at det er ret ulige fordelt med, hvem der bliver ramt og hvem der ikke gør.

Hvad bøvler I med?
– Det ved jeg faktisk ikke….. Nej, der er sgu ikke noget. Vi er begyndt at tjene penge!

Hvad har coronaen betydet for jer?
– Indtil videre har vi klaret frisag. Vi har solgt bedre end vi plejer, og det var tydeligt at mærke, da de tilbageholdte feriepenge kom til udbetaling. Der eksploderede det hele! Nu må vi se, hvor længe det varer, for møbelbutikkerne har været lukket siden før jul, og derfor holder vi øje med situationen, men altså…det kører fint indtil videre.

Hvorfor er du medlem af Business Djursland?
– Vi er med i to forskellige netværk; Møbel- og trænetværket under Business Djursland. Der samles vi 10 mand fire gange om året. Så er jeg også med i et Grenå-netværk under Henrik Dahl. Man skal ikke tage fejl af, at netværk man mere end man tror. Jeg har fået flere samarbejdspartnere og ordrer i hus– og så er jeg med i et Grenånetværk under Henrik Dahl. Man skal altså ikke tage fejl, at netværk kan mere end man tror. Jeg har fået flere samarbejdspartner og ordre i hus på den konto. Det er rigtig godt at være med flere steder!

Besøg Hansen Furnitures website