Der er stor lyst og interesse blandt de unge for at arbejde med entrepenørskab og udvikling af forretningsidéer. Det fremstod tydeligt på  FFE (Fonden For Entrepenørskab) Regionsmessens konkurrence, der blev afholdt virtuelt over tre dage d. 12. – 14. januar.

Ca. 500 unge på 122 hold fra Erhvervsgymnasier (HHX og HTX) fra hele Region Midt konkurrerede i at være bedst til at udvikle en forretningsidé til en realiserbar og bæredygtig forretning.

Konkurrencen bestod i at pitche deres idé overfor tre forskellige dommere, der alle kommer fra erhvervslivet. Her blev de bedømt på tre forskellige kriterier, nemlig forretningsmodellen, selve produktet og markedsføringsplanen.

To af 45 deltagende dommere kommer fra Djursland nemlig; direktør Ole Svit fra Business Djursland, der også er formand for FFE Region Midt, og så Bo Nørregaard Jensen, direktør på Viden Djurs.

Ole Svit: ” Niveauet og engagementet var højt på trods af den lidt svære virtuelle afviklingsform. Jeg er sikker på, at vi vil opleve mange af disse unge, som kommende iværksættere i enten egen virksomhed eller hos en eksisterende virksomhed.”

Fra Viden Djurs deltog 4 HTX hold: 3R Plastic, AcouWell, FlexFit og FlexTemp. Mindst et af disse hold går videre til den nationale messe, der foregår i uge 6, selvfølgelig også virtuelt.

Fakta om Fonden For Entrepenørskab
Er det centrale nationale videncenter og omdrejningspunkt for udvikling af entreprenørskab i undervisningen på alle uddannelsesniveauer i Danmark. Visionen er at Entreprenørskab skal være for alle, for det giver børn og unge evner til at skabe, forandre og gøre en forskel i verden. 

Se mere om Fonden for Entrepenørskab her