Business Djursland har i samarbejde med underviser Tina Meltzer Rørholm, TMR-Consult, hjulpet otte kursister fra syv virksomheder i gang med ESG-rapportering.

Over to kursusdage introducerede Tina de otte kursister for en række analyseværktøjer og hjalp med at få værktøjerne ind under huden på deltagerne. Målet var at klæde deltagerne på til at komme i gang med virksomhedens ESG-rapportering. Med sig hjem fik deltagerne hver især en konkret handleplan for hvordan de kom i mål med deres ESG-rapportering.

Kursistgruppen bestod af ledere og medarbejdere fra flere forskellige typer af virksomheder og af forskellig størrelse (mellem 1-32 ansatte), der således havde hver deres indgangsvinkel til ESG-rapporteringen. Det gav en super god bredde på emnet og dermed forståelse for emnet, at der blev arbejdet med syv forskellige cases. Fælles for deltagerne var, at de alle ”frivilligt” vil gå i gang med ESG-rapporteringen, enten fordi kunderne er begyndt at tale om det eller for at være på forkant med udviklingen.

På første kursusdag fik deltagerne en grundlæggende introduktion til ESG og arbejdede sig ind i den interessentanalyse, der ligger til grund for den konkrete rapportering. Selvom det var kompliceret indhold, kunne kursisterne ved første dags afslutning bruge udtryk som ”scope 2” og ”scope 3” med overraskende naturlighed.

Efter første kursusdag fik virksomhederne udleveret materialer, som de skulle arbejde med hjemme. Blandt andet skulle de forsøge sig frem med en dobbeltvæsentlighedsanalyse med udgangspunkt i deres egen virksomhed. Dén hjemmeopgave gav anledning til masser af spørgsmål. En svær øvelse, men rigtig god måde at blive klogere på rapporteringsprocessen og på, hvilke parametre der er relevante for netop deres virksomheds konkrete ESG-rapportering.

På anden kursusdag arbejdede kursisterne fokuseret med deres egen virksomhed, nemlig ved at få fingrende ned i arbejdet med deres egne data i Klimakompasset og med analyserammen for ESG-rapporteringen. Programmet tog dem også omkring hvordan realistiske målbare mål sættes og afslutningsvist fik hver deltager lavet en konkret handlingsplan for at gøre arbejdet færdigt ”hjemme” i virksomheden.

I løbet af kurset blev det tydeligt, at ESG-rapportering ikke blot handler om data, men om at gøre en forskel i forretningen og som et indspark til at opnå en konkurrencefordel. Vi er spændte på at høre tilbagemeldinger fra de syv virksomheder, når de er kommet i gang derhjemme.

Deltagerne fik desuden oplæg fra Anja Kruse Christensen, ESG-koordinator hos Sparekassen Kronjylland og Irene Hvid, CEO og strategisk rådgiver ved cApung om deres perspektiv på de krav og muligheder, som de oplever i forbindelse med bæredygtighed og ESG-rapporteringen specifikt.

Tusind tak til vores underviser Tina Meltzer Rørholm for et godt tilrettelagt program og gennemførelse deraf, til deltagerne for at gribe udfordringen, og til Lasse Mølskov og KAMF for at lægge hus til kurset.

Deltagerne

Flemming, ejer og direktør, WIZE

Lasse, direktør, KAMF

Lars, ejer, Thors-Data

Lene, lager-, indkøbs-, og produktionsansvarlig, Urtegaarden

Lotte, bogholder, JS-Byg ApS

Lotte, bogholder, Skov Revision

Maria, bogholder, og René, produktionsplanlægger, Dansk Maskin Teknik

Underviseren

Tina Meltzer Rørholm, TMR-Consult, underviser og rådgiver iESG-rapportering og bæredygtig forretningsudvikling.

ESG

ESG er en forkortelse for Environmental – Social – Governance.

EU-lovgivningen påbød børsnoterede virksomheder med over 500 ansatte at udarbejde en såkaldt ESG rapport fra 1. januar 2024.  Fra 1. januar 2026 skal børsnoterede SMV’er rapportere.

Lige nu rammes SMV’ere og underleverandører indirekte igennem det aftryk den nye lovgivning sætter af krav til deres kunder.

ESG-rapporten bliver dermed et middel til at forretningsudvikle og fremtidssikre sin virksomhed, så der opnås en konkurrencefordel i en verden med nye og skrappere krav om bæredygtighed.

Gode råd til SMV’ere der vil i gang med ESG

  • Spørg dine 3 største kunder, hvad de forventer
  • Overvej om ledelsen og bestyrelsen har brug for nye kompetencer
  • Spørg din brancheforening
  • Brug netværk
  • Brug Erhvervshusene
  • Indled en dialog med jeres pengeinstitut, hvad forventer de?
  • Husk EIFO (Danmarks Eksport- og Investeringsfond) – som kan hjælpe hvor banken står af