Lokalaviserne/ Jyllandspostens lokalaviser & Business Djursland inviterede til en snak om erhverv og udvikling på Djursland.

Mandag d. 17. oktober afvikledes Lokalaviserne på Djursland og Business Djursland i fællesskab et valgmøde hos Kon2ret i Kolind.

Til mødet deltog 12 forskellige virksomheder og syv lokale folketingskandidater. Emnerne for mødet var bestemt af virksomhederne og formen var – noget så sjældent i en valgkamp – samtalen. Netop samtalen rundt om bordet var med til at gøre valgmødet yderst vellykket. Væk var paroler og hurtige vakse bemærkninger. I stedet viste folketingskandidaterne stor interessen for de problemstillinger, som de deltagende virksomheder foldede ud, og flere spurgte endda til virksomhedernes egne ønsker og forslag.

Mødets fire overskrifter var: Stigende energipriser, grøn omstilling, mangel på arbejdskraft & infrastruktur.

Stigende energipriser

René Povlsen fra Meny i Rønde fortalte om de voldsomme energipriser, som han kigger ind i efter årsskiftet. Politikerne havde ikke konkrete kortsigtede løsninger med, men efterlyste ønsker fra virksomhederne om, hvad der vil virke her og nu. Flere talte om muligheden for 1:1-ordning ved etablering af grønne løsninger i den enkelte virksomheder samt at virksomheder skal have lov til at dele strøm, som de selv producerer. Der var ligeledes ønsker om, at der skal kigges på planloven, så den opdateres til nutidige forhold.

Grøn omstilling

Flere af virksomhederne kunne fortælle, at de er helt klar til at gå i gang og også er villige til at investere i den grønne omstilling. Det der bremser udviklingen er uklare regler og en uigennemskuelig økonomi i forbindelse med etablering af grønne løsninger. Der blev nævnt, at biogas er en god mulighed på Djursland, hvor landmændene kan levere, og der skal udvindes biogas, som kan leverer opvarmning til mange husstande. Tilføjes halm i biogasanlæg, så øges mængden af biogas.

Mangel på (kvalificeret) arbejdskraft

Søren Nymark fra Nymark & Fogh Teknik i Grenaa kunne fortælle at mangle på kvalificeret arbejdskraft har kostet virksomheden ordrer. De medarbejdere, som han står og mangler findes pt. ikke, og problemet skyldes bl.a. at erhvervsuddannelserne igennem en årrække er blevet udsultet. I dag har de ikke udstyr, der er up-to-date på skolerne. Manglen på faglærte skyldes også mangel på lærepladser, manglende erhvervspraktik i folkeskoletiden. Mulige løsninger, som kom på bordet var bla. muligheden for at tage en erhvervsuddannelse på dagpenge, overvejelser om elever på håndværkeruddannelserne måske skal være lidt ældre end 16 år – herunder også unge, der har taget en studentereksamen, at uddannelsen og de jobs, der venter skal være attraktive hele livet, mere efteruddannelse og evt. muligheden for at flere virksomheder kan dele en lærling.

Infrastuktur

Snakken om infrastruktur blev bred og omhandlede både motorveje, omfartsveje, kollektiv trafik, internet og Post Nords serviceniveau i yderområderne. Især Grenaa og Grenaa Havn er afhængige af, at vejen til Grenaa udbygget. Der var delte meninger om, om det skulle være en motorvej, en motortrafikvej eller et par omfartsveje, som senere kan udbygges. Der var også et ønske om bedre tilgængelighed mod Randers og E45. Et andet emne var kørselsafgifter, der lægges på lastbiler, kan trække virksomheder fra fra yderområderne, fordi det bliver dyrere at ligge langt væk. Kollektiv trafik fik også plads i debatten. Vigtigste var de unges muligheder for at komme til og fra uddannelse. Økonomien i den offentlige trafik er dårlig, så det er nødvendigt at se på andre løsninger i fremtiden. Nogle arbejdspladser ligger, så deres medarbejdere ikke kan nå frem med offentlig transport.

Tak til alle, der mødet op og bød ind i debatten. Tak til Lokalavisen for at tage initiativ til mødet – og tak til Kon2ret for at lægge hus til!

Læs Lokalavisens artikel fra mødet her