Overskriften for netværksudflugten var “Fremtidens bæredygtige byggeri”.

Business Djursland havde den 18. januar arrangeret en medlemstur til VELUX i Østbirk med fokus på fremtidens byggeri og bæredygtige materialer.

Efter en kort intro med kaffe og brød, fik vi en indflyvning i VELUXs arbejde med bæredygtighed i byggeprocessen. Dette både i forhold til nuværende produkter, men i særdeleshed i forhold til fremtidens byggeri.

Som pilot på denne tur var Jakob Nørregaard, der er i spidsen for radikal innovation. VELUX er opmærksom på sit ansvar og rolle ift. at vise vejen for et sundt og bæredygtigt byggeri. Der bruges derfor mange ressourcer på udvikling af både produkter og samarbejdsrelationer.

Et nyt tiltag i Østbirk er LKR Innovation House på 14000 m2. Huset skal samle VELUX forsknings-og udviklingsressourcer, der i dag er spredt ud på flere adresser. Huset forventes indviet i 2025 og opføres i bæredygtighedens ”ovenlys” i en gammel lagerhal, hvor beklædning og konstruktion genbruges.

Efterfølgende førte Jesper Petersen, mangeårig medarbejder og tidligere VELUX direktør i bla. Tyskland, os igennem en tidsrejse fra 1920 og til nutid i VELUX Collection, hvor vi kunne følge udviklingen af VELUX produkter.

Slutteligt var vi en tur rundt og se produktionen med Bjarne Rytter, HSE support, som guide. Han har været i virksomheden i 33 år.

VELUX koncernen beskæftiger over 12000 medarbejdere globalt, hvoraf flere hundrede er ansat i Østbirk.

VELUX i Østbirk har over 2500 besøgende årligt.  

Tusind tak til VELUX for at tage imod os!

Foto credit: Peter Smærup, netværksfacilitator. Billedet af skulpturen er taget af Tina Sørensen, TS ART.