Business Djursland har givet høringssvar til budgetudkast i Norddjurs Kommune.

Du kan læse vores høringssvar i sin fulde længde herunder.

 

Høringssvar til budget 2024-2027
Business Djursland har positivt noteret  sig et budgetforslag der er i strukturel balance, med plads til de nødvendige anlægsinvesteringer på ca. 100 mio og afdrag på den langsigtede gæld med 60 mio. Det er dog også tydeligt et budget, hvor skattegrundlaget er udfordret nu og på længere sigt. Heldigvis er Norddjurs Kommune blevet bevilget midler fra ”puljen til særligt vanskeligt stillede kommuner” i 2024. Business Djursland har selvfølgelig et erhvervsmæssigt perspektiv på budgettet, men vi tror på at nedenstående forslag/input, aktivt vil kunne medvirke til et øget skattegrundlag.

Norddjurs Kommune = attraktiv erhvervskommune

Opgaven med at brande Norddjurs Kommune som en attraktiv erhvervskommune skal løftes op på et højere niveau, hvilket kræver ressourcer og rette kompetencer. Erhvervslivet vil rigtig gerne bidrage og deltage aktivt i denne opgave. Virksomhederne i Norddjurs Kommune repræsenterer et hav af gode historier, der vil kunne tiltrække både nye borgere og nye virksomheder. Erhvervslivet har brug for nye erhvervsaktive borgere, for fortsat at kunne producere og udvikle sig.

Erhvervsfremme opgaven kan løftes

Erhvervsområdet har fin politisk bevågenhed med eget aktiv Erhvervsudvalg, men det står i kontrast til allokerede ressourcer og kompetencer. Erhvervsafdelingen bør tilføres flere ressourcer, så også de strategisk valgte indsatser kan initieres og gennemføres. Potentialet mellem Turisme- og Oplevelsesområdet og det øvrige erhvervsområde kunne med fordel aktiveres i den sammenhæng.

Ungegarantien bør aktiveres

Vi er glade for, at der er politisk bevågenhed på den store gruppe af unge, der er uden for arbejdsmarked og ej heller i gang med en uddannelse. Der er blevet foreslået at der skal etableres en ”Ungegaranti”, inspireret af Hjørring Kommune, hvilket vi rigtig gerne vil bidrage til. Det er afgørende for vores virksomheder, at de fortsat kan få den nødvendige faglærte arbejdskraft. Vi vil derfor også foreslå, at dette tiltag medtages aktivt i budget 2024-2027.

Med venlig hilsen

Jørgen Laursen
Formand for Business Djursland