Pil og Mattias La Cour Jonassons drive-in bageri har fået en overvældende modtagelse – da først snestormen havde lagt sig. I løbet af én morgen blev svimlende 800 morgenbrød langet ud af lugen i 2. åbningsweekend.

På trods af landsdækkende snestorm og en brækket tå er parret bag Gartnergården Djurs kommet flyvende fra start. Fredag d. 1. december kl. 6.00 stod ejerparret sammen med et stort hold medarbejdere klar til at modtage de første morgenfriske kunder med smil og smagsprøver i den nyfaldne sne. Og kundeskaren er tiltaget siden da – med ekstra ’run’ på morgenbrødet, om aftenen samt i weekenden.

Drive-in bageriet er blot starten

Med en veloverstået åbning kan Pil og Mattias nu se frem mod et 2024, hvor de håber at kunne åbne café og gårdbutik.

Bag drive-in bageriet ligger nemlig en gammel bondegård, som i løbet af de sidste mange måneder er blevet istandsat indvendigt og udvendigt. Gulve, tage og spærkonstruktion er blandt andet blevet udskiftet, og der er planer om en helt ny tilbygning af køkken til den kommende café. Efter alt at dømme bliver gården planmæssigt klar til at invitere gæster indenfor i løbet af næste år.

Også drive-in bageriets menukort er løbende under udvikling, og der er kommet flere tilføjelser i løbet af de første uger efter åbningen. Blandt andet en solid morgenbolle med æg fra de fritgående høns, der færdes på arealerne rundt om gården.

Mere end der møder øjet

Som en del af Gartnergårdens virke, er der blevet plantet flere end 1000 frugttræer samt bærbuske med tanke for biodiversiteten på stedet. I samarbejde med Aarhus Universitet deltager Gartnergården Djurs desuden i et forskningsprojekt, hvor man har inviteret skovmyrer ind for at holde plantagen fri for sygdomme. Og som et af de allerførste projekter i Korslund blev et siveanlæg gjort klar med Molde & Søn, så det er rent drikkevand der afledes ud fra grunden.

Djursland har taget godt imod Gartnergården Djurs, og vi ser frem til at følge virksomhedens udvikling henover de kommende år.