I disse dage oplever Business Djursland en stadig spirende interesse blandt medlemmerne for at samle sig omkring branding af Djursland.

Konkret ses det i både Netværk for Store Virksomheder og Oplevelsesnetværket, hvor emnet i dén grad er kommet i spil på netværksmøderne på medlemmernes eget initiativ. Her faciliterer Business Djursland dialogen med blik for virksomhedernes stemme og behov.

Netværk for Store Virksomheder: Vækst på Djursland – til gavn for alle

Én ting, der samler deltagerne i Netværk for Store Virksomheder, er først og fremmest at tiltrække flere borgere og virksomheder til Djursland, så Djursland kan vækste. Den primære opgave er her tiltrækning og fastholdelse af arbejdskraft.

På det seneste møde i netværket, mandag d. 29. januar, søgte gruppen at belyse, hvilke gennemgående fortællinger om Djursland, virksomhederne kan genkende sig selv i og samle sig omkring i dette arbejde.

Netværket foreslog at man fra Business Djurslands side inviterer de to kommuner til en workshop for at skabe fælles fodslag omkring en fælles retning og indsats.

Oplevelsesnetværket: Organiserer sig omkring gæstens oplevelse

I Oplevelsesnetværket organiserer deltagerne sig helt konkret omkring at give gæsten en endnu bedre oplevelse ved at tænke Djursland som én samlet destination.

Som et eksempel herpå udvikles der pt. på en fælles indsats omkring markedsføring af aktiviteter i Grenaa. Her har Handel Grenaa, Kysthotellet og Radio ABC meldt sig til opgaven.

På det seneste netværksmøde, onsdag d. 7. februar, havde deltagerne en livlig og positiv drøftelse af, hvordan turismeindsatsen kan gentænkes – såvel nedefra og op som oppefra og ned. Særligt to ting var gennemgående: Man ønsker at bidrage til en bred, tværkommunal indsats med fokus på hele Djursland, og man ønsker at indsatsen tilgodeser både store og små aktører.

Business Djursland: Koordinering af brandingopgaven

Enigheden om ét Djursland som brand er slående i begge netværk. Hos Business Djursland er vi meget opmærksomme på den gejst og det ejerskab, vi oplever blandt Djurslands virksomheder for at organisere sig sammen og med kommunerne omkring brandingopgaven.

Vi vil derfor fortsat understøtte dialogen og koordinere samarbejdet omkring Djurslands erhvervsmæssige styrkepositioner på tværs af de to kommuner.

Billederne nedenfor er fra d. 7. februar, da Oplevelsesnetværket holdt møde hos Kysthotellet i Grenaa.