Velkommen til nyt medlem: Møllefisk

Mens mange har haft slået autosvar til på arbejdsmailen og trukket stikket – eller gjort et ivrigt forsøg derpå – har Hans Fisker smøget ærmerne op. Han overtog pr. 1. juli fiskehandlen Møllefisk og Havnens Røgeri i Bønnerup Strand.

Lokalerne er ikke nye for Hans. I tillæg til at Hans Fisker er født og opvokset i Bønnerup, havde bedstefaren fiskehandel på selvsamme matrikel. Og ikke mindst har Hans – indtil overtagelsen for nyligt – været ansat under den tidligere ejer de sidste tre år, heriblandt som personaleansvarlig det seneste år.

Forretningsdrømme om engrosmarkedet

Egentlig var Hans Fisker ved at flytte karrieren til Letland, men det var under et besøg netop her at det for Hans og hans kone blev tydeligt, at der var Møllefisk, der skulle være fremtiden. Og Hans Fisker har da heller ikke overtaget fiskehandlen tomhændet, for med sig har han en hel stime af ideer til, hvordan forretningen kan udvikles.

Møllefisk er allerede leverandør til en række restaurationer, og når højsæsonen løjer af, vil Hans prioritere at kontakte og etablere samarbejder med endnu flere spisesteder og kantiner på Djursland.

Derudover fokuserer Hans på at blive helt skarp på sine indkøb. Fisk er dyrt, mener Hans, og derfor gør han sig umage med nøje at udvælge sælger ved indkøb – ikke kun af hensyn til fiskens sporbarhed – men også med henblik på kun at indgå aftaler, der i sidste ende kommer kunderne til gode økonomisk.

Inspiration giver 100.000 visninger på facebook

Udover at ville udvikle på sin forretning yderligere ind på engrosmarkedet, har Hans Fisker også en mission om at udfordre sine kunder på deres fisketraditioner, hvor de i dag holder sig til de kendte: primært rødspætte og torsk. Men disse fisk bliver kun dyrere, siger Hans, og derfor giver det god mening for fiskespiseren, at begynde at se ud over trygheden ved det kendte.

For at inspirere kunderne til at kaste sig ud på dybt vand med andre lækre fiskespiser, laver Hans Fisker jævnligt videoindslag på virksomhedens facebookside. Her giver Hans sine følgere en redningskrans – hjemme fra sit eget køkken eller på terrassen – og viser, hvordan man nemt og lækkert tilbereder f.eks. helleflynder på havegrillen. Samtidig sættes der skalrejer på højkant i konkurrencer. Og dén indsats er blevet modtaget så godt blandt følgerne, at Hans for nyligt har nået imponerende 100.000 visninger på et enkelt videoopslag på facebook. Flere har endda responderet med at sende Hans fotos af deres resultater fra egne køkkeneventyr.

En populær destination for besøgende langvejs fra

De gode kunderelationer er ikke kun forbeholdt internettet. Kunderne kommer nemlig kørende langvejs fra, blandt andet fra Kolding, for at skaffe sig fisk hos Møllefisk på Bønnerup Strand. Hans Fisker mener at det gode omdømme dels skyldes en god balance mellem pris og kvalitet og dels den service, som hans team af dygtige medarbejdere giver kunderne, hvor de tager sig god tid til hver enkelt.

Med populariteten følger travlhed, og med kun tre lukkedage om året (24. og 25. december og 1. januar), er der nok at se til. Det kræver et godt team og et godt samarbejde at kunne følge med – særligt her i sommersæsonen. Dette kan Hans dog allerede sætte flueben ved. Staben består pt. af 3 dygtige fastansatte, samt 3 flexjobbere og et par håndfulde timelønnede, der hjælper til i de travle perioder. Hans glæder sig til at kunne tilbyde sine medarbejdere kurser efter eget ønske og valg, når travlheden aftager til vinter, så teamet bliver endnu stærkere, både enkeltvis og tilsammen.

Masser af ideer…

Det er selvfølgelig i sommermånederne, at Møllefisk indhenter sin væsentligste indtjening, mens vinterhalvåret er alt for stille, mener Hans Fisker. Hvordan man kan vende dén fordeling, har Hans dog allerede et par ideer til, som han godt kunne tænke sig at afprøve.

Hans drømmer for eksempel om at forsøge sig med en pop-up restaurant i de ultra-autentiske rammer i et af virksomhedens baglokaler. Hans passion for fisk slutter nemlig ikke i køledisken men rækker videre ind i køkkenet – hvilket også var anledning til de populære videoer på facebook.

Derudover ser Hans Fisker gode muligheder for at bygge videre på det i forvejen gode samarbejde med de øvrige aktører og restauratører på havnen. I dag går man sammen om at arrangere tre koncerter på kajkanten, og på sigt kan Hans sagtens forestille sig et yderligere samarbejde om et fiskebord på 100 meter.

Efter lange arbejdsdage fra 5-17.30 hverdag, kan Hans og konen heldigvis snart se frem til fem dage i Riga, når årets ferie skal afholdes. I ønskes rigtig god og velfortjent ferie!

Og vi vil følge spændte med i, hvad der sker på Bønnerup Strand i fremtiden.

Fakta om Møllefisk

Møllefisk består af en større butik, administration, 4 kølerum og 2 fryserrum, samt røgeri.

Han Fisker er 4. generations lokalpolitiker og har været politisk aktiv siden 1988. Hans har bl.a. været formand for Fiskeriforeningen og siddet med i kommunalbestyrelsen i tre perioder.

Hans Fisker er 5. generations fisker og startede sin karriere som snorrevodsfisker med egen båd. Hans stoppede med fiskeriet i 2005 og lavede indtil 2020 pander hos Scan Pan i Ryomgård, hvorefter han blev en del af staben i fiskehandlen, som han altså overtog pr. d. 1. juli 2024.

Besøg Møllefisk på https://møllefisk.dk/ 

Henvendelser omkring engros-samarbejder kan rettes til Fiskerhans@icloud.com