To byggevirksomheder debuterer med ESG-rapporter

 

Koed Tømrer- og Byggeforretning og Murerfirmaet Bent Klausen har som nogle af de første virksomheder på Djursland udarbejdet en frivillig ESG-rapport efter EU’s standarder. De to virksomheder gennemgik tidligere på året et skræddersyet forløb under SMV:Grønne Kompetencer, hvor de lærte om bæredygtighed i byggeriet, og hvordan man skruer en ESG-rapport sammen.

”Det har været spændende og lærerigt, og det har været tilfredsstillende, at vi selv har været igennem det og ikke bare lagt det over til en konsulent. Vi er blevet bevidste om, hvad vi kan gøre bedre, og hvor vi skal dygtiggøre os inden for nye løsninger i byggeriet,” siger Kasper Bang, der er ejerleder i Koed Tømrer- og Byggeforretning.

Det startede med input fra Business Djursland

Det hele startede faktisk sidste år, da Kasper Bang og projektleder Rasmus Søgaard Wetche fra Murerfirma Bent Klausen mødte hinanden til et af Business Djurslands fyraftensmøder om Bæredygtigt Byggeri i Praksis.

”Vi kunne mærke, der skete ting i branchen, og vi var nødt til at gøre noget, hvis ikke vi skulle være de sidste på vognen. Det var Ole Svit, der gjorde opmærksom på, at vi kunne søge penge via Erhvervshusene til at kvalificere os til det,” forklarer Kasper Bang.

Pengene blev bevilget, og begge virksomheder valgte at benytte bæredygtighedskonsulenterne Vibeke Tuxen og Lone Rubin til at strikke et målrettet kompetenceforløb sammen. Det var to kendte ansigter fra Djursland, som havde gjort sig bemærket på de førnævnte fyraftensmøder.

5 moduler og hjemmearbejde

Forløbet bestod af 5 moduler fordelt på 2 måneder:

  • Et medarbejdermøde på en time om bæredygtighed i byggeriet
  • Oplæg om bæredygtighed og løsninger i byggeriet for ledelsen
  • Workshop, hvor nøglemedarbejdere udviklede idéer til egen forretning
  • Oplæg om ESG og workshop med fokus på at udarbejde en dobbelt væsentlighedsanalyse og en bæredygtighedserklæring til den første ESG-rapport
  • Oplæg og workshop om lovlig og troværdig kommunikation om bæredygtige tiltag.

Indimellem og efter forløbet arbejdede virksomhederne selv med at omsætte den nye viden og selvindsigt i en frivillig ESG-rapport. Godt støttet af bæredygtighedskonsulenterne.

”Vi har altid travlt i driften, så man skal ville det og tage tid ud, som går fra noget andet. Og jeg havde aldrig klaret det, hvis jeg ikke havde haft et godt team omkring mig og Juliette til at trække det store læs,” siger Kasper Bang.

Juliette De Richelieu blev ansat til HR og regnskab lige før projektet startede, og hun var helt vild med opgaven.

”Vi er ikke kommet sovende til det, men det giver ro i maven, at vi er i gang nu, når vi ved, det er krav, der kommer. Og så har det en god branding værdi,” siger hun.

Nu begynder arbejdet for alvor

ESG-rapporten kortlægger en række forhold i virksomheden indenfor miljø, socialt ansvar og forretningsetik samt mål for forbedringer. Det store arbejde starter således først nu.

”Vi starter ikke med at arbejde med alting på en gang. Vi har en række mål for det første år. Blandt andet vil vi i gang med at analysere vores kørsel og se, hvor der er mulighed for at planlægge mere optimalt,” siger Kasper Bang.

Andre ting, virksomheden har i fokus er blandt andet, at

  • øge anvendelsen af FSC-certificeret træ
  • oplyse kunderne om grønnere løsninger – og måle på, hvor mange der vælger det
  • ansætte flere kvindelige håndværkere
  • indkøbe el-biler
  • udarbejde en rigtig klimarapport.

Og så er arbejdet med den næste ESG-rapport allerede gået i gang. Virksomheden har nemlig regnskabsår per 1. juli.

Tror på, det kan betale sig

Indehaver Kasper Bang af Koed Tømrer- og Byggeforretning er ikke alene stolt over, at virksomheden er blandt de første, der har udarbejdet en frivillig ESG-rapport efter de retningslinjer, som EU offentliggjorde for under et år siden. Han tror også på, at det kan betale sig.

”Det er klart, vi gerne vil signalere ansvarlighed, og vi tror på, at vi kan få en forretning ud af det. Desuden er det noget, de unge svende og lærlinge går op i, og det er vigtigt, når vi skal rekruttere de bedste håndværkere,” siger han.

Koed Tømrer- og Byggeforretnings ESG-rapport kan læses online her:

https://koedtoemreren.dk/wp-content/uploads/2024/05/ESG-rapport-V2-1.pdf

 

FAKTA OM ESG

  • ESG er EU’s forkortelse for bæredygtighed i virksomheder.
  • ESG står for Environment, Social and Governance (ledelse).
  • Store børsnoterede virksomheder, pengeinstitutter og forsikringsselskaber skal fra i år udarbejde en ESG-rapport og skal også rapportere om påvirkninger fra deres værdikæde. Mindre virksomheder vil derfor blive mødt med krav fra deres store kunder.