Ny kampagne skal trække kvalificeret arbejdskraft til Syddjurs Kommune

I går aftes besluttede Syddjurs Kommune at bakke op om ny Business Djursland-kampagne med 145.000 kr. fra Erhvervspuljen.

Målsætningen med kampagnen ”Opdag din arbejdsplads i Syddjurs” er at trække kvalificeret arbejdskraft til kommunen.

37 virksomheder i fælles indsats

Hen over det seneste år har medlemmer ved adskillige Business Djursland-events og netværksmøder udtrykt, at de kæmper med at tiltrække og fastholde medarbejdere i tilstrækkeligt omfang. En gennemgående mangel på arbejdskraft og frem for alt, kvalificeret og/eller faglært arbejdskraft er et problem, der kan få stor betydning for virksomhedernes produktionskapacitet enkeltvis – men ultimativt også på den generelle udvikling i Syddjurs.

Virksomhederne har samtidig udtrykt, at de ikke kan løfte denne opgave hver for sig, men at løsningen skal findes i fællesskab.

Indtil videre har 37 virksomheder på denne baggrund aktivt meldt deres opbakning til kampagnen ”Opdag din arbejdsplads i Syddjurs”, som er en markedsføringskampagne, der målrettet skal tiltrække kvalificeret arbejdskraft til Syddjurs Kommune.

10 virksomhedsevents på 2 måneder

I alt ti virksomheder hjemmehørende i Syddjurs Kommune står i løbet af oktober og november måned klar til at byde jobinteresserede velkommen – ikke blot til den individuelle virksomhed, men også til Djursland.

Det er maskinfabrikken KAMF A/S, der har meldt sig først på banen og åbner dørene for op mod 20 gæster nu på onsdag d. 9. oktober.

I løbet af de seneste uger er de første invitationer sendt til jobcentre, a-kasser, fagforeninger og jobsøgningsnetværk – både inden for Djurslands grænser og til de omkringliggende kommuner. Derudover har en række uddannelsesinstitutioner modtaget invitation, da flere af de ti events henvender sig til lærlinge.

Virksomhedsbesøgene er under planlægning og bliver løbende lagt i på hjemmesiden ligesom der fortsat vil blive sendt målrettede invitationer.

Tiltrækning og rekruttering er et fælles anliggende

At Syddjurs Kommune vælger at støtte kampagnen skyldes sandsynligvis at kampagnen harmonerer med kommunens Visions- og Udviklingsstrategi, der bl.a. beskriver pejlemærket ”Den rette arbejdskraft” med ”Vi samarbejder med det lokale erhvervsliv om rekruttering, fastholdelse og opkvalificering, der er målrettet arbejdsmarkedets behov”.

Business Djursland glæder sig over at virksomhederne endnu engang lægger kræfterne i en samlet indsats til gavn for hele vores område, og ikke mindst den velvilje og opbakning Syddjurs Kommune viser virksomhederne med tildeling af puljemidlerne.

kampagnen står på to ben

Der er oprettet én indgang for både jobinteresserede, som kaldes “Opdag din arbejdsplads i Syddjurs” – og en tilsvarende indgang for virksomhedsledere, der er nysgerrige på nye samarbejder eller måske endda at etablere sig i Syddjurs. Denne kaldes “Opdag din samarbejdspartner i Syddjurs“.

Tanken med kampagnens to ben er – i tillæg til at tiltrække borgere i Østjylland – at henvende sig til virksmheder udenfor kommunen (Østjylland), der har behov for at flytte sin virksomhed eller etablere sig. Derfor vil man på alle virksomhedsbesøg også kunne høre direktøren/virksomhedslederen fortælle noget om, hvordan det er at drive virksomhed i Syddjurs Kommune.

Du kan allerede nu tilmelde dig besøget hos KAMF A/S d. 9. oktober samt hos Michael & Hussnedkeren d. 6. november.

Til gavn for alle virksomheder

Kampagnen understøtter en sammenhængende opfattelse af erhvervslivet og virksomhederne i Syddjurs Kommune.

For at sikre en længevarende effekt af kampagnen, bliver der i det nye år lavet en fælles opsamling med de deltagende virksomhedsværter. Det primære formål vil her være at formulere en række anbefalinger på baggrund af gennemgående temaer fra kampagnen.

Anbefalingerne vil kunne bruges fremadrettet af alle andre virksomheder i vores område i forbindelse med rekruttering af medarbejdere. Og samtidig klæde virksomhederne på i forhold til at tage en rolle i en samlet fortælling omkring erhvervslivet på Djursland.

Håbet er, at virksomhederne tager anbefalingerne til sig, så kampagnen – også på lang sigt – kommer til at understrege de mange muligheder i Syddjurs Kommune, erhvervsmæssigt og arbejdsmæssigt, for både at drive virksomhed, arbejde og forhåbentlig også at bosætte sig.

Business Djursland

Vi er en interesseorganisation for virksomheder og personer med interesse i erhvervsudvikling på Djursland.

Kontortider

Kontakt os

Business Djursland
Ny Lufthavnsvej 21
8560 Kolind
CVR.: 38 49 28 29

kontakt@businessdjursland.dk
Ring til en medarbejder

Vi er sociale… Følg med