Iværksætteriets Dag på Djursland

 

Op mod 150 iværksættere og erhvervsfolk med passion for lokalt entreprenørskab samles fredag d. 30. august i Feldballe. Anledningen er StartUp Event Djursland, et arrangement der hylder iværksættermodet i de mange mennesker, der har startet egen virksomhed på Djursland inden for det sidste år.

Iværksætteriet blomstrer på Djursland

719 nye CVR-numre. Så mange nye virksomheder er registreret på Djursland det seneste år i perioden 1. august 2023 – 31. juli 2024. I Norddjurs Kommune er tallet 299, og 420 i Syddjurs. For samme periode året forinden var tallet i alt 684 nye CVR-numre på Djursland. Udviklingen for nye virksomheder er opadgående på Djursland.

Erhvervsforeningen Business Djursland og Erhvervsenheden, Syddjurs Kommune, er derfor igen i år gået sammen om at hylde iværksætterne med et inspirerende program på StartUp Event Djursland, der blandt andet byder på værdifuld viden for de nystartede virksomheder.

I år er temaet ”personligt salg”, som mange nye iværksættere peger på som en af de sværeste discipliner, når man starter op på egen hånd og skal have deres idé, produkt eller service ud over rampen.

Vi har rigtig mange iværksættere i Syddjurs, og de er energiske og dygtige, og de er en utrolig vigtig del af vores erhvervsudvikling. Iværksættere har også brug for hjælp og opbakning til at få rullet deres virksomhed godt i gang, og det samarbejder vi tæt med Business Djursland om at give. StartUp Event er et af de tiltag vi sammen laver for at styrke vores iværksættere til at nå deres mål. I år er der fokus på salg, fordi vi erfarer at det både kan være en udfordring for mange, og fordi man bare altid kan have gavn af at få ny inspiration til lige præcis den disciplin” siger Christina Millgaard Busk, leder af Erhvervsenheden, Syddjurs Kommune.

Inspiration og netværk til dem, der vil selv

Feldballe Hallen lægger dette år hus til eventet, og det er ikke tilfældigt. De seneste mange år er der vokset mange initiativer og projekter ud af landsbyen og området nært omkring. Flere virksomheder er sprunget ud af Friland, borgerne i byen er gået sammen om at drive købmanden, og sidste år valgte duo at placere deres bageri og butik i Feldballe.

Ifølge direktør Ole Svit, Business Djursland, giver det god mening for erhvervsforeningen at have et stort fokus på iværksætterne: ”Iværksætterområdet er vores vigtigste vækstlag og en betingelse for fortsat vækst på Djursland,” siger han. ”Programmet er derfor ikke kun sammensat for at hylde, men også for at inspirere og motivere de nye virksomhedsejere og solo-selvstændige med ny viden, ligesom der sættes god tid af i løbet af dagen til at deltagerne kan netværke og opstarte nye relationer med andre iværksættere,” tilføjer Ole Svit.

Som iværksætter starter man, som udgangspunkt, helt fra bunden – hvorfor netværk og erfaringsdeling med andre i samme båd er så vigtig for særligt denne gruppe. I kølvandet på StartUp Event Djursland faciliterer Business Djursland derfor også et gratis netværk med plads til 20-25 lokale iværksættere kaldet MeetUp Djursland. Et netværk, som kan være afgørende for at holde den enkelte iværksætter til ilden på både kort og lang sigt. Og der er altså mulighed for at komme med i dette netværk til StartUp Event Djursland.

 

Lokalt indhold og lokal forplejning

Der er masser af succeshistorier at tage fat på, når man taler iværksætteri på Djursland. På dagen får deltagerne blandt andet indsigt i CEO Frederik Svinths iværksætterrejse med samtalespillet SNAK fra opstart, frem mod investering fra en af DRs “løver” og til i dag, hvor hans produkt er tilgængeligt vidt og bredt. Og Isabella Maria Schjørring, grundlægger af enmands-tøjvirksomheden Bellvenci i Kolind, fortæller om iværksætteri på Instagram og hvordan hun selv kom i gang med sit iværksættereventyr.

    Der er desuden inspirationsoplæg og workshop, der er rettet mod at booste deltagernes salgskundskaber. Begge dele står salgstræner, forfatter og ”Kolind-dreng” Ulrik Trend Mogensen for.

    Og Nikolaj Hygebjerg, ISVÆRK, fortæller sin opstartshistorie og om at drive iværksættervirksomhed fra Friland.

    Forplejning står Duo Bageri, købmanden Kooperativet, ISVÆRK og Kalø Cider for – alle beliggende i Feldballe-området.

    Alle deltagere får desuden gratis en kopi af bogen ”Ka’ li’ – ka’ du’ – ka’ kost’: Modellen der booster dit personlige salg ” af Ulrik Trend Mogensen.

    Program

    • Velkomst
    • Netværksrunde
    • Iværksætteroplæg 1: SNAK v. CEO Frederik Svinth
    • Oplæg v/ Isabella Maria T. Schjørring, grundlægger af Bellvenci
    • Personligt salg, oplæg v/ salgstræner Ulrik Trend Mogensen
    • Frokostpause med forplejning fra Duo Bageri og Kalø Cider
    • Workshop: ”Kickstart dit salg” v/ salgstræner Ulrik Trend Mogensen
    • Besøg, oplæg og dessert hos ISVÆRK på Friland v/ ejer Nikolaj Hygebjerg

    Over 100 deltog sidste år

    Med de mange nye iværksættere, der hvert år starter egen virksomhed, følger et tilsvarende stort behov for at tilbyde dem støtte og vejledning. Det ses blandt andet ud af deltagerantallet til StartUp Event Djursland sidste år, hvor 108 deltagere var med.

    Det var Grobund der lagde hus til, da Business Djursland og Erhvervsenheden afholdt StartUp Event Djursland sidste år. Her fik deltagerne et personligt og inspirerende oplæg fra iværksætterparret Mattias & Pil fra Gartnergården, som i december 2023 åbnede deres drive-in bageri lige uden for Rønde. Og det var også her iværksætternetværket MeetUp Djursland blev lanceret første gang. Dette netværk har siden haft 20 aktive og engagerede deltagere, som fortsat mødes jævnligt. Og på grund af det store behov for netværk blandt netop denne gruppe, får 20 nye iværksættere nu samme mulighed for netværk.

     

    Går du med iværksætterdrømme? Eller er du bare nysgerrig? Så er du også inviteret med, når StartUp Event Djursland løber af stablen fredag d. 30. august kl. 10-14 i Feldballe Hallen. Arrangementet er gratis, og du kan tilmelde dig her.

     

    Fakta

    Tid:                    Fredag d. 30. august 2024 kl. 10-14.00

    Sted:                 Feldballe Hallen, Ravnebjergvej 2A, 8410, Rønde

    Arrangører:      Business Djursland og Erhvervsenheden, Syddjurs Kommune

    CVR:                  Tallene i pressemeddelelsen er baseret på nye CVR.-numre på: Enkeltmandsvirksomhed, Personlig Mindre Virksomhed, Interessentskab, Aktieselskab, Anpartsselskab og minus holdingselskaber

    Ole Svit - Kristine Bjerre - Lisa Mikkelsen