Clement Kjersgaard styrer erhvervs-debat om Djurslands overordnede infrastruktur

Erhverv Grenaa og Business Djursland inviterer medlemmer og gæster til et
fyraftensarrangement i Grenaa med fem beslutningstagere.

Under overskriften »Hvordan forbedrer vi den overordnede infrastruktur på Djursland?« vil den kendte TV-vært Clement Kjersgaard styre paneldebatten, hvor ledere af store centrale infrastrukturelle virksomheder og erfarne politikere giver deres bud på spørgsmålet.

Input fra flere sider

Hver af de fem paneldeltagere præsenterer deres vinkel på aftenens tema. De to direktører, Henrik
Carstensen fra Grenaa Havn og Lotta Sandsgaard fra Aarhus Airport, har fokus på hvilke tiltag,
de har iværksat på infrastrukturen til og fra henholdsvis Grenaa Havn og Aarhus Lufthavn. MF
og kommunalbestyrelsesmedlem Jens Meilvang kommer med input og realiteter set fra sin post
som næstformand i Folketingets Transportudvalg og borgmester Kasper Bjerregaard fra Norddjurs
Kommune fortæller om kommunens overvejelser og strategi på området. De suppleres af CEO
Kristian Thulesen Dahl fra Port of Aalborg, der kommer med input fra sin position som havnedirektør
med 25 års erfaring fra den landspolitiske scene.

Infrastruktur og vækst

Formand for Erhverv Grenaa, advokat Mette Haase Lindhardt, fortæller om baggrunden for mødet,
at foreningen ønsker fortsat fokus på, hvordan erhvervslivet bedst kan iværksætte og understøtte
lokale og fælles regionale tiltag, der kan bidrage til positiv udvikling for Grenaa og Djursland. ”Vækst
og infrastruktur hører uløseligt sammen, og derfor har vi bedt de fem beslutningstagere om at
komme med hver deres oplæg med efterfølgende paneldebat og spørgsmål fra salen,” forklarer hun.
”Vi gentager dermed succesen med at have Clement Kjersgaard og paneldeltagere til at sætte fokus
på erhvervspolitik og infrastruktur.”

Fælles slagkraft

Den opfattelse deles af formand for Business Djursland, Senior Vice President Jørgen O. M. Laursen,
der også pointerer, at infrastrukturen har meget stor betydning for tiltrækning af arbejdskraft, og at
forbedring af forholdene på Djursland står meget højt på dagsordenen. ”Vejen fra Aarhus til Grenaa
føles enorm lang med tung trafik og landbrugsmaskiner i sommerperioden. Jeg er selv en del af et
netværk for store lokale virksomheder, der aktivt arbejder erhvervspolitisk med at forbedre vores
infrastruktur.”
Mødet finder sted på Kysthotellet i Grenaa onsdag den 28. august 2024, klokken 17. ”Arrangementet
er gratis for medlemmer af de to foreninger, men man kan også deltage som gæst mod at betale for
forplejningen. Det er nødvendigt at tilmelde sig – det kan du gøre her (åbner i nyt vindue).

Ole Svit - Kristine Bjerre - Lisa Mikkelsen