Gør din virksomhed til din primære indtægtskilde

LevelUp-programmet er et nyt og dybtgående tilbud til startups og små virksomheder, som er blevet til i et partnerskab mellem Handlemod, Toppen af Ebeltoft og Business Djursland med støtte fra Syddjurs Kommune.

Peter og Bohdan fra virksomheden Handlemod leder LevelUp-programmet, der hjælper startups og små virksomheder med at vokse og skabe endnu mere værdi.

Konkret består programmet af et 11-ugers intensivt og dybtgående kursus og et netværk, hvor deltagerne får støtte fra både rådgivere og ligesindede til at finde endnu bedre løsninger til vækst og udvikling af deres virksomheder.

Støtte, så du lykkes

Om baggrunden for programmet siger de to undervisere:

“Det er let at starte sin egen virksomhed, men det kan være meget svært at gøre den til ens primære indtægtskilde.

Det kan være meget udfordrende at tiltrække nye kunder eller udvikle de nødvendige kompetencer, så virksomheden kan vokse og gavne endnu flere mennesker.

Som iværksætter har man ofte brug for at finde handlemod igen og igen for at overvinde den modstand, der findes i det ydre miljø, samt den frygt og tvivl, der konstant opstår indeni. Man skal finde sit handlemod, når man står i situationer, hvor man skal gøre noget nyt, noget der nogle gange skræmmer eller frustrerer en. Det kan være situationer, hvor man skal sælge sin idé eller sit produkt til potentielle kunder eller ansætte sine første medarbejdere.

Som iværksætter skal man overvinde disse vanskelige situationer for at få sin virksomhed til at vokse. Disse situationer, der ofte stopper en, er også de steder, hvor man oftest kan tage sit næste transformative skridt. Udfordringen er dog ofte, at man som iværksætter står ganske alene.”

Med Level Up står du ikke alene om din forretningsudvikling.

Handlemod til at lykkes

For Peter Matzen handler forløbet end meget mere end modeller og teori; det er et hands-on forløb, som favner helheden omkring virksomheden: ”I forløbet kommer vi omkring temaer og udfordringer som vi skal være bevidste om i vores virksomheder. Det er temaer som at blive klog på vores kunder og deres behov, altså customer development. Hvordan skaber vores produkt eller service værdi for dem? Det handler også meget om salg og markedsføring – hvordan gør vi det bedst? Men det handler også meget om det mindset vi har. For mange af os har brug for at dyrke vores handlemod, så vi rent faktisk lykkes med vores virksomheder. Så du skal både arbejde med praktiske udfordringer i din virksomhed og blive klogere på dit eget handlemod, så du faktisk får gjort det, du skal gøre.”

 ”Det bliver ikke et undervisningsforløb, hvor du bare skal sidde og lytte. Vi skal tage handling. Du kommer til at arbejde på og i din virksomhed under hele forløbet, så du kan level up – altså tage et skridt op – i din forretning,” siger Peter Matzen.

Mål med forløbet

1) at gøre din virksomhed eller idé til din primære indtægtskilde

2) at få flere kunder

3) at udvikle strategier for hvordan du kan udvikle din forretning

Programmet er for dig, der:

  • Har en idé og gerne vil gøre den til din forretning
  • Har et produkt og vil finde kunderne til det
  • Har egen virksomhed og vil gøre den til dit primære job og indtægtskilde
  • Ønsker at udvikle din forretning

Om LEVEL UP

LevelUp er forretningsudvikling for startups og små virksomheder.

Forløbet begynder torsdag d. 21 november.

Varighed: 11 uger – herunder 8 workshops, 5 Q&A sessioner, masterminds, gruppearbejde og personlig sparring og støtte.

Sprog: Forløbet vil være på dansk og engelsk.

Mere information og tilmelding her: https://www.handlemod.dk/level-up

Priser:

8000,- plus moms ved tilmelding

5300,- plus moms – early bird – indtil 30/9

Om underviserne

Peter Laut Matzen er en dedikeret underviser og facilitater. Han ejer konsulentvirksomheden Handlemod.dk, som i 8 år har hjulpet individer og organisationer igennem transformation. 

Bohdan Plotnikov er en motiveret forretningsudvikler og virksomhedscoach med stor erfaring. Som tidligere ejer at IT virksomheden Khorlo, LLC, har han specialiseret sig i automatisering af forretningssprocesser inden for en række forskellige erhverv og brancher.