Viden Djurs: Fejrer med hver eneste elev, der gennemfører
Den 11. marts 2025 var også Djursland ramt af sæsonens helt store virus, hvilket desværre betød, at mange tilmeldte ikke kunne deltage i virksomhedsbesøget hos Viden Djurs. Men for de heldige to håndfulde, der deltog, bød besøget på en oplevelse, der både indeholdt spændende twists og smagfulde overraskelser.
En mangfoldig arbejdsplads
Viden Djurs, under ledelse af direktør og skoleleder Bo Nørregaard Jensen, beskæftiger 300 personer (246 årsværk) fra en bred vifte af faggrupper. Viden Djurs er en derfor en relativt stor skole i form af en sammenslutning og fusionering af mange mindre skoler og kan tilbyde et bredt udbud af uddannelser inden for det tekniske, merkantile, landbrugsfaglige og almene område: Gymnasieuddannelser (HHX, HTX og EUX), erhvervsuddannelser (EUD), 10. klasse, VUC-uddannelser (HF; AVU, FVU og OBU), arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) og indtægtsdækket virksomhed.
Bo pointerede at fusionering og sammenlægning er en del af løsningen i landdistrikterne for at kunne fastholde de unge – og særligt i en tid med besparelser. Viden Djurs er faktisk lykkedes økonomisk – og har råderummet til at lave mindre investeringer i uddannelserne.
Stolthed over specialiserede uddannelser
Viden Djurs er stolt af sine unikke tilbud som 3D College, Game IT, Game Art, hvor unge kan specialisere sig i 3D-animation, visualisering og spiludvikling. Bo udtrykte stolt, at Viden Djurs er en international aktør på området og leverer undervisning i topklasse.
Også detailuddannelsen blev fremhævet – hvor Viden Djurs tilbyder både grundforløb men også efteruddannelse af medarbejdere og ledere. Sidstnævnte skræddersys i tæt sparring med detailhandlen. VID detail har 30 ansatte inden for undervisning og 15 i administration.
Udfordringer og muligheder i det nære
Grenaa er en betydelig uddannelsesby med campus og flere skolehjem. Uddannelserne ligger tæt, hvilket tilbyder de unge et fællesskab, selv når de begynder på forskellige ungdomsuddannelser. Prognoserne viser et fald på 13% blandt de 15-24-årige i Norddjurs fra 2022 til 2030, en udfordring, som Viden Djurs er opmærksom på. Bo er dog optimistisk og mener, at skolen har meget at byde på, både hvad angår det samlede tilbud af uddannelsesmuligheder og det nære, som er helt unikt for uddannelsesbyen Grenaa.
Det giver også en åbning for en god relation mellem underviser og elev, som skaber en forudsætning for undervisningen, som ikke er til stede i større byer. ”Tingene bliver større, når man flytter til Aarhus. Hos os er eleverne et navn, ikke et nummer, og vi fejrer med hver eneste af de unge der kommer igennem deres uddannelse – uanset “størrelsen” på eksamen,” siger Bo.
Bæredygtighed som strategi
Bæredygtighed er en vigtig del af Viden Djurs’ strategi. Skolen har arbejdet med tredobbelt bundlinje siden 2021, der arbejdes frivilligt med ESG-regnskab, og lige nu udvikles en decideret bæredygtighedsstrategi. Marie Møller Jensen, ESG-konsulent og projektleder, fremhævede, at Viden Djurs’ platform som uddannelsesinstitution giver stor mulighed for at skabe varig indflydelse på fremtidens generationer.
Et eksempel på skolens bæredygtighedsarbejde er deres årlige Innovations- og Bæredygtighedsuge, hvor elever arbejder på tværfaglige projekter med fokus på bæredygtighed i samarbejde med eksterne partnere. Skolen arbejder også med bygningsgenbrug og upcycling af inventar, hvilket understøtter deres “whole school approach” til bæredygtighed.
Trivsel spiller også en central rolle i undervisergerningen hos Viden Djurs, og målet er både læring og dannelse. derfor tilbydes eleverne ikke blot studievejledning men “trivselsvejledning”, som tager højde for hele deres livssituation, ikke kun skolearbejdet, supplerer uddannelsesdirektør Morten Bang Sørensen.
Sceneskift, som gik man igennem garderobeskabet
Efter oplæggene blev vi taget på rundvisning, som førte os fra gymnasieskolen på N. J. Josiassens Vej forbi VID butikken. Her står skoleoplæringsinstruktør Charlotte Kjær for – p.t. – 14 elever, som endnu ikke har fået ordinær elevplads med det formål at sende dem i elevplads hos en virksomhed. Spangsberg, og Grenaas Kama Kaffe samt House Hole samarbejder med VID butikken, som i øvrigt er åbne over for henvendelser fra interesserede samarbejdspartnere.
Vi endte rundvisningen hos erhvervsuddannelserne på Aarhusvej, der afslørede skolens kreative og virkelighedsnære undervisningslokaler. Her stod vi pludselig i et autoværksted og dernæst på en smedevirksomhed – blot ved at gå igennem en enkelt dør. Det var næsten taget ud af en Narnia-historie. Eleverne lærer i meget realistiske miljøer, hvilket giver dem hands-on erfaring, der er relevant for deres fremtidige karriere.
Rundvisningen afsluttedes med en lækker tapas anretning, tilberedt af skolens kokke- og tjenerelever. Det var en perfekt afslutning på en dag, der virkelig viste hele paletten af hvad Viden Djurs har at byde på.
Er Viden Djurs din fremtidige arbejdsplads?
Bo opfordrede deltagerne til at holde øje med stillingsopslagene på skolen og ikke holde sig tilbage, hvis de ser en mulighed. Viden Djurs uddanner selv mange af sine medarbejdere og søger efter folk med forskellige kompetencer, ikke nødvendigvis de, der står i stillingsbeskrivelsen.
Grundet Viden Djurs’ organisation er der et stort spænd blandt medarbejderne – fra kandidater fra universitetet til ufaglærte. “Det er svært at forestille sig at vi ikke har en stilling til dig,” sagde Bo.
Bo og Morten ser positivt på den kommende EPX-uddannelse, dels fordi den åbner dørene for en bredere faglighed blandt underviserne, herunder eksempelvis sygeplejersker, som kan undervise i den nye uddannelse. Dels fordi den holder dørene åbne for alle de unge.
En deltager på virksomhedsbesøget, Jane, udtrykte stor beundring for Viden Djurs: “Jeg blev positivt overrasket. Viden Djurs favner meget bredere end jeg var klar over. Og så var det godt at møde en glad og engageret arbejdsplads, der tager et bredt, holistisk ansvar. Man kunne mærke at de har det godt sammen og er stolte af det de laver.”
TAK
Tusind tak til Bo og teamet fra Viden Djurs for et super spændende indblik i virksomheden og jeres arbejde. Og tak til alle deltagere.
Virksomhedsbesøget var en del af Business Djurslands brandingkampagne “Opdag din arbejdsplads” i samarbejde med Norddjurs Kommune og de medvirkende virksomheder.
Meld dig til de næste virksomhedsbesøg her.