VAM: Gensidig tillid og medindflydelse
Hos VAM i Vester Alling, Auning, kan man prale med en arbejdsglæde på 91,8% blandt de godt 150 ansatte. Men det gør man ikke. Praler, altså. For anlægsentreprenøren VAM er ydmyg om sine bedrifter.
Og den flotte måling på arbejdsglæde fra 2024 er blot én af mange imponerende bedrifter VAM er lykkedes med som arbejdsplads kunne vi konstatere, da 25 deltagere besøgte virksomheden under kampagnen ”Opdag din arbejdsplads”.
Det var adm. direktør Allan Hougaard og HR-chef Gitte Nielsen, samt TR Niels Rasmussen og projektchef Hans Peter Amstrup der repræsenterede organisationen, og tog imod med morgenmad, oplæg og rundvisning – og smittede os alle med begejstring for VAM.
Samarbejde, tillid og respekt
Året er 1953 da 1. generation, Erik og Helga Rasmussen, grundlægger Vester Alling Maskinstation (VAM). Siden da har VAM transformeret sig under 2. generation, Søren Rasmussen, til anlægsentreprenør med afdelinger i Aarhus, Randers og Ebeltoft. Med Søren som direktør vækster firmaet i 90’erne fra 10 til 40 medarbejdere og indfører overskudsdeling. Og i 2000’erne ansættes en administrerende direktør og en bestyrelse. I 2017 sker endnu et generationsskifte, men den tidligere direktør er stadig i virksomheden. I dag beskæftiger VAM i alt 150 personer, men ca. 30 fast tilknyttet hovedkontoret i Vester Alling i Auning.
Kunderne omfatter primært forsyningsselskaber, offentlige myndigheder samt erhvervslivet. VAM arbejder i jordhøjde med blandt andet kloakering, rørlægning, vej- og cykelstianlæg samt klimasikring. Eksemplerne her er på ingen måde udtømmende.
“Vi er en samarbejdende anlægsentreprenør,” forklarede Allan. ”Vi tager ansvaret for samarbejdet i enten total-, hoved- eller fagentreprise, og vi kan rigtig godt lide rammeaftaler og partnering aftaler, som vi har med flere kommuner.” Det er i partnering aftaler at samarbejdet virkelig florerer, sagde han.
Samarbejdet er ikke kun forbeholdt kunderne. Kulturen i virksomheden er præget af samarbejde mellem ledelse og medarbejdere – og drevet af mod, lyst og gensidig tillid og respekt.
Modtager af 3Fs ”Årets Arbejdsplads”
I 2024 opnåede VAM en imponerende 2. plads i 3F’s kåring af “Årets Arbejdsplads”. Dette skyldes blandt andet en stærk ledelseskultur, et trygt arbejdsmiljø med stort fokus på sikkerhed, mulighed for personlig udvikling, og overskudsdeling, hvor 27% af overskuddet deles med medarbejderne. Derudover tilbydes en løn, der er 14 kr. højere end overenskomsten. Lærlinge indgår i meningsfulde lærlingeprogrammer med engagerede mentorer, og sociale arrangementer afholdes i arbejdstiden og/eller med løn.
Tillidsrepræsentant Niels Rasmussen fortalte om oplevelsen af at være nomineret, først blandt 100 virksomheder og dernæst blandt de få, der skulle afsted til prisoverrækkelse. Prisen har VAM modtaget tre gange, i 2013 på 1. pladsen, og altså senest sidste år, hvor igen indtog podiet med en delt 2. plads. En virkelig flot anerkendelse, som VAM er ydmyge omkring.
EMPOWERMENT = Trivsel
“Det er afgørende at vores medarbejdere trives. Nogen vil gerne ledes, mens andre har brug for at få gradvist mere ansvar og beslutningskompetence. Og det skal der være plads til,” sagde Gitte. Hos VAM kalder man det empowerment.
“Man får virkelig lov til at udvikle sig her, ellers var jeg også selv videre,” sagde Gitte, der har været HR-chef i VAM de sidste 13 år. Pojektchef hos VAM, Hans Peter Amstrup, som nikker genkendende til Gittes ord. Han startede selv som maskinfører i 2013. Og eksempler er der nok af. Bl.a. en driftig unge herre, der startede som rørlægger, avancerede til kloakmester og dernæst til formand i en alder af 26 år.
Lærling hos VAM
Er du mødestabil, motiveret og engagereret, og har du en 7-uger rørlæggeruddannelse i ryggen, kan VAM stå for resten af din oplæring og uddannelse. Kørekort er et must, da arbejdspladsen flytter sig fra dag til dag. Og bilen? Den stiller VAM til rådighed.
Tiltrækning og tilknytning af de unge er vigtigt hos VAM, som – ligesom resten af branchen – mangler entreprenører for at kunne vækste endnu mere. Får man fat i de unge og tilbyder man dem nogle gode vilkår, så sikrer man sin pipeline af medarbejdere i fremtiden, sagde Gitte. Derfor er bl.a. lærlinge- og mentor-programmer en betydningsfuld prioritering.
Alle lærlinge får en mentor, som bygger tillid og kemi op i løbet af en 6 måneders periode, og støtter og sparrer med lærlingen. Virksomhedsbesøg og studieture er en del sf forløbet.
Der er pt. 9. lærlinge i uddannelse.
”Vores mentorer er engagerede mennesker. Som lærling hos VAM ved du, at din mentor har din ryg, for eksempel i situationer, hvor jeg indkalder lærlingen til en snak om fravær,” siger Gitte.
Men opgaven starter endnu tidligere. For hvad laver egentlig en entreprenør? Der er en stor formidlingsopgave forbundet med at sikre fremtidens arbejdskraft. VAM deltager derfor på uddannelsesmesser i hele Østjylland, hvor de fortæller og skaber synlighed om anlægsstruktøruddannelsen. En forholdsvis ny uddannelse der varer 3,5 år.
Efter oplæg og snak gav Allan deltagerne en rundvisning på matriklen. Forbi autoværksted og smedeværkstedet (”den kreative afdeling”), hvor der svejses til de enkelte opgaver. På rundvisningen fik vi snakket med flere medarbejder, og de gjorde ledelsens ord levende.
TUSIND TAK til Allan, Gitte, Niels og Hans Peter for et fantastisk værtskab og inspirerende indblik i jeres arbejdsplads.
TAK
Besøget hos VAM var det sidste af 24 besøg i kampagnen “Opdag din arbejdsplads”, som har haft til formål at synliggøre Djurslands arbejdspladser.
Tak til alle deltagere i kampagnen og de 24 værter!
Starten på noget nyt
Afslutningen på kampagnen er en start på noget nyt: Vi glæder os til Branding X Djursland d. 10. april, hvor vi samler op på alle virksomhedsbesøg og kigger nærmere på: Hvad er det egentlig vores erhvervsliv her på Djursland kan? Og hvilke værdier og kernefortællinger binder os sammen som erhvervsområde?
Tilmelding til Branding X Djursland er åben – nu – via vores hjemmeside.