Uddannelse med praksis og oplevelser på Tradium, Ring Djursland
Tilpasset og meningsfuldt
Deltagerne til det åbne virksomhedsarrangement hos Tradium Ring Djursland fik sig vist alle lidt af en ”aha” oplevelse. 2500 kursister deltager hvert år på kurser indenfor transport, kørsel og logistik i Pederstrup.
Kursisterne kommer fra hele landet og fra mange af de større virksomheder og organisationer, fordi Tradium Ring Djursland kan noget helt specielt med uddannelse.
Centerchef, Thomas Boll Matthiesen, gav et godt indblik i Tradiums særlige tilgang til deres kunder og deres uddannelsesbehov: Man har en klar markedsmæssig tilgang til uddannelse, hvor man dels er opsøgende og proaktive, dels arbejder med længerevarende partnerskaber. Det betyder at kurserne i stor udstrækning kan tilpasses til den enkelte virksomhed, både fagligt og pædagogisk.
Hos Tradium Ring Djursland er man meget beviste om at faglærerne har en stor erfaringsbase med sig fra branchen, der toner undervisningen over til praksis, og på den måde bliver meningsfyldt for kursisterne.
Oplevelser og omstilling i fokus
Kvaliteten i undervisningen er i højsæde, men den gode oplevelse for kursister og virksomheder betinger også at rammerne med forplejning og evt. overnatning er på plads. Her har Tradium selv gode kantineforhold, men de har også rigtig gode samarbejder med hotellerne i Ebeltoft og Grenaa.
Deltagerne fik sig også en eksemplarisk bustur på det køretekniske anlæg, hvor banens mange prøvemuligheder blev vist frem og demonstreret. Elkøretøjer og eldriften har også ramt Tradium Ring Djursland, hvor man bl.a. kunne fremvise en nyindkøbt elbus og flere er på vej. Der investeres stort i at være med på de nye teknologier, og der udvikles hele tiden nye kurser, der afspejler den grønne omstilling indenfor transportområdet.
Vi kan være stolte over at have en virksomhed som Tradium på Djursland, der rummer et stort potentiale for masser af samarbejde. Tøv ikke med at kontakte virksomhedskonsulent, Anne-Grete Holm Jensen, hun sidder altid klar til at hjælpe et samarbejde i gang!
Tak
Tusind tak til Tradium Ring Djursland, Centerchef Thomas Boll Matthiesen og virksomhedskonsulent Anne Grete Holm Jensen for at åbne dørene for os.
Og tak til alle der deltog!
Virksomhedsbesøget var en del af kampagnen ”Opdag din arbejdsplads i Syddjurs”, som er støttet af Syddjurs Kommune.
Kort om ”Opdag din arbejdsplads”
Besøget hos Tradium var det næstsidste virksomhedsbesøg, der løber af stablen under kampagnen ”Opdag din arbejdsplads i Syddjurs”.
I næste uge lukker Aarhus Airport med et brag af et virksomhedsbesøg med fokus på security og service – læs mere her: ”Opdag din arbejdsplads i Syddjurs”.
Tilmelding er selvfølgelig gratis, men der er begrænsede pladser – så husk at booke din.