Sammen om erhvervslivet på Djursland

Da Sparekassen Danmark tidligere i år valgte at blive hovedpartner på iLÆRE, handlede det om mere end et sponsorat. Det handlede om at investere i fremtidens faglærte og være med til at styrke forbindelsen mellem unge og lokale virksomheder.

Samarbejdet mellem Sparekassen Danmark og Business Djursland er ét af flere gode eksempler på en udvikling, som fylder mere og mere i Business Djursland: Flere virksomheder ønsker ikke blot at være medlemmer af netværket – de ønsker også at bidrage aktivt til udviklingen af erhvervslivet på Djursland.

Og heldigvis for det: For de bedste resultater opstår, når vi løfter i flok. Det stærke sammenhold i erhvervslivet på Djursland er ofte det, der gør forskellen mellem en god idé og et konkret resultat.

Det gælder rekruttering, netværk, kompetenceudvikling, iværksætteri og de arrangementer, der samler erhvervslivet på tværs af brancher og kommuner.

Læs her om de samarbejder der i stigende grad udvikler sig til strategiske partnerskaber, hvor virksomheder går aktivt ind i at omsætter intentioner til konkrete aktiviteter og resultater.

Stærkt partnerskab skal styrke rekrutteringen af fremtidens faglærte

Manglen på faglært arbejdskraft er en af de største udfordringer for mange virksomheder på Djursland.

Derfor arbejder Business Djursland målrettet med at skabe stærkere forbindelser mellem unge og erhvervslivet gennem iLÆRE – en digital platform, der med en ung-til-ung vinkel gør erhvervsuddannelserne og virksomhederne mere relaterbare for fremtidens lærlinge.

Med Sparekassen Danmark som hovedpartner styrkes indsatsen markant.

”Hos Sparekassen Danmark har vi et stærkt ønske om at tage ansvar for udviklingen i vores lokalområder. iLÆRE i regi af Business Djursland er et vigtigt initiativ, der bygger bro mellem unge, uddannelse og erhvervsliv – og det matcher vores værdier perfekt,” siger Lene Holm Pedersen, afdelingsdirektør Erhverv Djursland hos Sparekassen Danmark.

Samarbejdet viser, hvordan virksomheder kan være med til at løfte fælles udfordringer til gavn for hele erhvervslivet.

Læs mere om samarbejdet med Sparekassen Danmark.

Flere virksomheder på vej ind i samarbejdet

Sparekassen Danmark er langt fra alene.

VAM A/S har allerede valgt at blive Co-partner på iLÆRE for at styrke synligheden blandt de unge og bidrage til rekrutteringen af fremtidens medarbejdere.

Samtidig er Business Djursland i dialog med flere virksomheder, som ønsker at blive en del af indsatsen.

Interessen viser, at mange virksomheder ser værdien i at investere i fremtidens arbejdskraft – ikke kun for deres egen skyld, men for hele områdets udvikling.

Kontakt Steffen Poulsen for at høre mere om mulighederne for at blive Co-partner på iLÆRE.

Samarbejder skaber stærkere netværk

Partnerskaberne stopper ikke ved rekruttering.

Når omkring 200 deltagere fra byggebranchen samles til efterårets Byggemøde hos Grobund i Ebeltoft, sker det blandt andet med opbakning fra Sparekassen Danmark og Syddjurs Kommune.

Når medlemmer mødes til ESG-morgenmøder, sker det i samarbejde med Grant Thornton.

Når netværk mødes hos Padel8500, er det på baggrund af et initiativ fra Sparekassen Kronjylland.

Og når erhvervsfolk fra hele Djursland samles til årets sommerevent på Sydhavnen i Grenaa, er det endnu en gang med Jyske Bank som samarbejdspartner.

Tidligere på året var vi sammen med Norddjurs Håndbold vært for 200 VIP-deltagere ved et stort håndboldarrangement  med en oplagt Ulrik Wilbek som oplægsholder.

Senest har Business Djursland og RadioABC indledt et samarbejde omkring Erhvervsklub Djursland.

Fælles for samarbejderne er, at virksomhederne bidrager aktivt til at skabe mødesteder, hvor relationer opstår, tillid bygges, og nye samarbejder kan udvikle sig. Med andre ord: Stærke netværk.

Iværksætteriet løftes i fællesskab

Samarbejdstanken er også en central del af arbejdet med iværksættere.

Gennem en årrække har Business Djursland samarbejdet med lokale virksomheder om gratis og uforpligtende sparringsmøder for nye virksomhedsejere.

I år bidrager Kovsted & Skovgård, Advodan Ebeltoft og Djurslands Bank med rådgivning og sparring til deltagerne på StartUp Djursland.

Her møder iværksætterne erfarne rådgivere, som deler ud af deres viden og hjælper med konkrete udfordringer inden for økonomi, jura og virksomhedsudvikling.

Samarbejdet rækker også ind i fejringen af lokale succeser. Sammen med Norddjurs Kommune hyldede Business Djursland i april lokalt iværksætteri med uddelingen af August Krogh Erhvervsprisen i samarbejde med HSM Industri og Djurslands Bank.

Møllerup Gods danner til september rammen om StartUp Event Djursland – den årlige festdag for entreprenørskab på Djursland, som afholdes i samarbejde med Syddjurs Kommunes Erhvervsenhed.

Det er blot nogle eksempler på, hvordan virksomheder bidrager med deres faglighed og samtidig styrke iværksættermiljøet på Djursland.

Værtskab der gør en forskel

Andre samarbejder foregår uden de store overskrifter, men er mindst lige så værdifulde. Nemlig når virksomheder åbner dørene og stiller faciliteter, tid og engagement til rådighed – med en stor løsningsorienteret fleksibilitet.

Dronningens Ferieby lagde hus til årets nytårskur, mens virksomheder som Grama Design, Classic Garage og Tradium – og mange flere – løbende åbner dørene for netværksmøder, virksomhedsbesøg og arrangementer.

Med de nye lokationer på Dampvæveriet og Møllerup Gods har Business Djursland desuden fået to stærke samarbejdspartnere, som åbner dørene til inspirerende rammer for iværksættere, virksomheder og netværk.

Det er denne kultur af værtskab og engagement, der gør det muligt at skabe aktiviteter med høj kvalitet og lokal forankring.

Derfor styrker samarbejdet værdien for medlemmerne

Eksemplerne ovenfor er netop eksempler, og listen er langt fra udtømmende.

Bag mange arrangementer, netværk, projekter og erhvervspolitiske initiativer står medlemsvirksomheder, samarbejdspartnere, bestyrelsesmedlemmer og udvalgsrepræsentanter, som bidrager med viden, ressourcer og engagement.

Når virksomheder samarbejder på tværs af brancher og størrelser, skabes der ikke blot bedre arrangementer og stærkere netværk. Der opstår også et erhvervsfællesskab, hvor virksomheder hjælper hinanden med at løse fælles udfordringer og gribe nye muligheder.

Det styrker både den enkelte virksomhed og Djursland som erhvervsområde.

Derfor er samarbejde ikke blot en arbejdsform i Business Djursland – det er en vigtig del af den værdi, medlemmerne får gennem deres medlemskab.

Har du en idé til et samarbejde?

Business Djursland er altid interesseret i nye samarbejder, der kan skabe værdi for medlemsvirksomhederne og udvikle erhvervslivet på Djursland.

Har du en idé, en faglig dagsorden eller et initiativ, som kan løftes i fællesskab, hører vi meget gerne fra dig.

Tag fat i os – måske er dit næste samarbejde allerede tættere på, end du tror.

Business Djursland

Vi er en interesseorganisation for virksomheder og personer med interesse i erhvervsudvikling på Djursland.

Kontortider

Vi er sociale… Følg med