Nytårsforsæt rummer potentielt en god historie…

Business Djursland har netop afholdt en “udsolgt” Nytårskur med godt 100 deltagere hos Dronningens Ferieby. På trods af usikre vejrprognoser mødte godt 100 både nye og velkendte ansigter fra hele Djursland op. Et klart udtryk for stærkt engagement i det lokale erhvervsliv.

Formand Henrik Carstensen bød velkommen til det nye år og præsenterede hovedpointer fra tilfredshedsundersøgelsen fra november. Han fremhævede endnu et år med høj tilfredshed med foreningen. Undersøgelsen satte også en streg under medlemmernes ønsker for 2026, og her står særligt tre temaer tydeligt frem: Netværk og samarbejde, Infrastruktur samt AI og digitalisering.

Henrik gav samtidig en status på det mangeårige arbejde med infrastruktur og det fortsatte fokus på A15. Formanden ser frem til at fortsætte arbejdet i det nye år, som foregår i tæt dialog med borgmestrene fra Syddjurs Kommune og Norddjurs Kommune og videreføres i regi af A15-gruppen.

Sammen løfter vi Djurslands erhvervsliv

Årets tema på Nytårskuren var branding og nytårsforsæt. “Alle nytårsforsæt rummer potentielt en god historie” sagde Ole Svit, direktør i Business Djusland, da han kickstartede en workshop, hvor deltagerne arbejdede med at identificere og udvikle fortællinger fra egne virksomheder med blik mod 2026.

Tilsammen udgør disse fortællinger et mangfoldigt patchwork af ambitioner – med en fælles retning, der bidrager til at styrke og løfte Djursland som ét samlet erhvervsområde. Og det er netop disse historier, der former vores fælles selvforståelse – og omverdenens billede af Djurslands erhvervsliv.

Business Djurslands Erhvervspris

Business Djurslands Erhvervspris gik i år til Djurs Consult ApS. Direktør Søren Christian Kjær og Kontorchef Anna Kjær modtog anerkendelsen:
“At modtage Erhvervsprisen varmer vores lokale hjerter. Det er et helt bevidst valg at vi har baseret os her (i Auning). Vi kunne have valgt at placere hovedkontoret i en af storbyerne. Men på Djursland oplever vi en stærk og nær sammenhængskraft, som måske ville være sværere at få øje på i storbyens virvar. Den vil vi gerne være en del af og bidrage til. Medarbejdere, samarbejdspartnere, Business Djursland og alle øvrige involverede skal have en stor tak for at styrke fællesskabet.”
Stort tillykke til Auning-virksomheden!

TAK til alle deltagere – og en særlig tak til Karen Lassen, Dronningens Ferieby, for et stærkt samarbejde om afviklingen af årets nytårskur.