‘Fra student til faglært’ i Rønde
Tirsdag d. 25. februar var der stuvende fuldt på Syddjurs Gymnasium, som lagde hus til ‘Fra student til faglært’ arrangeret i samarbejde med Viden Djurs og Business Djursland.
I to timer stimlede elever fra lokale HHX-, STX og EUX-klasser sammen hos Syddjurs Gymnasium for at blive klogere på karrieremulighederne som faglært efter endt studentereksamen, og der stod 10 veloplagte virksomheder klar til at møde de unge ansigt til ansigt.
Herudover var der 9 vejlederstande fra Rønde Højskole, Skovskolen – Københavns Universitet, IBC International Business College, Randers Social- og Sundhedsskole, VID Erhvervsuddannelser (medie, værsted, detail), Kalø Økologisk Landbrugsskole, Ungeindsatsen fra Syddjurs Kommune samt repræsentanter fra iLÆRE.dk.
På Djursland er der mangel på faglært arbejdskraft inden for en række sektorer såsom håndværk, industri, handel, fødevareindustri, medier og velfærd. Dette problem kan kun løses ved at få flere unge til at starte på en erhvervsuddannelse gennem et lærlingeforløb.
Samtidig ser vi også en gruppe studenter, der ikke påbegynder en videregående uddannelse, enten fordi de har erkendt, at de foretrækker en mere praktisk orienteret uddannelse, eller fordi deres karaktergennemsnit ikke var tilstrækkeligt højt til at opnå deres ønskede uddannelsesretning. Målet med “Fra student til faglært” er netop, at overbevise de unge om, at der bestemt er en fremtid som faglært.
Det er fjerde gang Business Djursland, Viden Djurs og Syddjurs Gymnasium er gået sammen om vejledningsarrangementet.
Fotos: Frederik Steen Nordhagen, Viden Djurs.