Fra snedkervirksomhed til designbrand
Vahle har produceret specialdøre siden 1976 og er i dag bredt anerkendt for deres designløsninger. Virksomhedens gode ry var da heller ikke ukendt blandt deltagerne, der mandag d. 18. november var på virksomhedsbesøg.
Det var både samarbejde, samhandel og muligheden for et job, der havde trukket de besøgende til.
Ole Mølby, CEO i Vahle, var vært og stod for velkomst, præsentation og rundvisning på fabrikken i Mørke, hvor al dørproduktion fra træ til dør foregår.
Håndværk, funktion, design – forenet
Så snart man træder ind i rammerne hos Vahle, er det tydeligt, at man ikke står i en traditionel produktionsvirksomhed. Æstetikken på fabrikken understreger, at vi her har at gøre med en virksomhed i udvikling. En udvikling, der har taget Vahle fra snedkervirksomhed til designbrand.
Vahle udmærker sig særligt inden for produktion af kopier af historiske døre – og er faktisk den eneste virksomhed i Danmark, der kan genskabe historiske døre til bevaringsværdige bygninger og kulturarvsbyggeri med brand- og lydsikring.
Alle døre bliver produceret efter ordre, og designes efter kundens ønsker i de størrelser og den funktionalitet, der er brug for.
Ole Mølby understregede, at de grundlæggende værdier i Vahle er håndværk, funktion, design – i den rækkefølge. ”Vi går ikke på kompromis med håndværk og funktion for designets skyld – de tre skal hænge sammen” sagde han. ”Det tager den tid, det tager at lave en Vahle-dør.”
Vahle på væksteventyr
Vahle har store vækstambitioner. Virksomheden beskæftiger i dag 35 personer, men kan allerede nu forudse et øget rekrutteringsbehov, da virksomheden aktuelt ser endnu mere ud over landets grænser end tidligere. Blandt andet er Vahle ved at etablere sig på det amerikanske marked.
”Vi er på en vækstrejse – så vi får brug for folk,” siger Ole Mølby, og tilføjer: ” Det rigtige tidspunkt at søge nye folk er, når man ikke har brug for dem. Vi kommer til at mangle arbejdskraft på sigt – og derfor prøver vi allerede nu at være mere synlige.”
Vahle deltager blandt andet på skolemesser – og senest altså også kampagnen Opdag din arbejdsplads. ”Deltagerne i dag var meget engagerede, og der kom flere faglærte, end jeg havde forventet. Og med forskellige baggrunde. Mit mål i dag var at få skabt nogle ambassadører for Vahle. Det blev opfyldt 100%.”
En arbejdsplads opdaget…
Blandt deltagerne var Line Nordhøj. ”Jeg er med i dag, fordi jeg er tilflytter til Syddjurs Kommune og godt kunne tænke mig at få en fornemmelse af erhvervslivet – og at få et job her. Jeg fik et godt indtryk af Vahle i dag, men det havde jeg også inden. Det er dejligt, at der ligger moderne virksomheder i ”lille” Mørke, og som står for kvalitet. Det var fedt at mærke. ”
”Næste skridt i min jobsøgning er, at jeg skal med til flere Business Djursland-arrangementer og bruge mit netværk endnu mere – og forhåbentlig sparke døren ind et sted. Jeg skal også besøge Kvadrat på fredag, hvor vi kommer et par stykker fra jobsøgerfællesskabet på Kristinelund.”
Tak
Tak til alle der deltog. Vi er spændte på at følge Vahle på deres væksteventyr – og den fortsatte udvikling af organisationen.
Business Djursland
Vi er en interesseorganisation for virksomheder og personer med interesse i erhvervsudvikling på Djursland.
Kontortider
Mandag | 9:00 – 15:00 |
Tirsdag | 9:00 – 15:00 |
Onsdag | 9:00 – 15:00 |
Torsdag | 9:00 – 15:00 |
Fredag | 9:00 – 13:00 |
Kontakt os
Business Djursland
Ny Lufthavnsvej 21
8560 Kolind
CVR.: 38 49 28 29