Et fællesskab med både hjerte og retning

Eventkoordinator Lykke Kroer faciliterer også Turisme-og Oplevelsesnetværket. Her fortæller hun om sin første oplevelse med netværket og hendes tanker om fremtiden – og hvilken værdi der skabes ved netop at deltage i erhvervsfællesskabet.

Som ny eventkoordinator i Business Djursland har jeg sammen med direktør Ole Svit overtaget faciliteringen af Turisme og Oplevelsesnetværket. Mit første møde med netværket gav mig et klart indtryk: Her er både vilje, faglighed og ambition.

Netværket er nu på fjerde år. Det mærkes i de relationer, der allerede er opbygget, og i den professionalisme, medlemmerne møder hinanden med. Jeg oplever et fællesskab, hvor man ikke blot taler om udvikling, men aktivt ønsker at skabe den, både i egen virksomhed og for Djursland som destination.

Min rolle, sammen med Ole, er at sikre retning, relevans og fremdrift. Ikke kun at inspirere, men at skabe rammer, hvor samarbejder opstår, og hvor netværket bidrager til konkret forretningsudvikling.

Fælles retning i en mangfoldig branche

I netværket mødes attraktioner, restauranter, hoteller, detailaktører, kulturinstitutioner og eventarrangører. De repræsenterer forskellige forretningsmodeller og størrelser, men deler ambitionen om at skabe stærke og konkurrencedygtige oplevelser på Djursland.

Det, der gjorde størst indtryk på mig ved første møde, var engagementet. Der blev delt erfaringer åbent, stillet spørgsmål og tænkt på tværs. Det bekræfter mig i, at potentialet for at løfte hinanden er stort, når vi samler branchen.

Fra fortælling til forretning

Et centralt tema på mødet var storytelling som strategisk værktøj. Med afsæt i Hjelm Dyb Festivalen blev det tydeligt for mig, hvordan en stærk fortælling kan samle aktører, skabe oplevelser og tiltrække opmærksomhed, også internationalt.

Djursland har kvaliteter, som større byer ikke kan kopiere: natur, albuerum og autentiske oplevelser. Efter mit første møde står det klart for mig, at styrken vokser, når vi arbejder mere samlet og professionelt med den fælles fortælling.

Et netværk for både drift og vækst

Jeg ser Turisme og Oplevelsesnetværket som et rum, hvor vi taler om både daglig drift og langsigtet udvikling. Om bundlinje og begejstring. Inspiration er vigtig, men det er de relationer og konkrete samarbejder, der skaber varig værdi.

Min ambition er at være med til at udvikle et netværk, der styrker Djursland som destination gennem tættere erhvervssamarbejde. Et netværk, der løbende tilpasser sig medlemmernes behov og branchens virkelighed.

Efter mit første møde er jeg ikke i tvivl: Fundamentet er stærkt. Nu handler det om at bygge videre.

Vil du være en del af netværket?

Har du lyst til at høre mere om netværket?
Så er du velkommen til at kontakte mig på lykke.kroer@businessdjursland.dk