Virksomhedsbesøg hos Michael & Hussnedkeren

Tak til partner og direktør Mads Rytter – og resten af Michael & Hussnedkeren – for at invitere os indenfor til et super godt oplæg og en rundvisning.

Deltagerne blev blandt andet klogere på organisationen og de mange gode initiativer, der sat i søen – eller er på vej – for at skabe muligheder for udvikling hos medarbejderne.

Puljer til efteruddannelse og lærlingeklub

 ”Vores medarbejdere er vores største ressource. Indflydelse på dagligt arbejde og frihed under ansvar skaber glade medarbejdere”, siger Mads Rytter.

 Organisationsudviklingen, der er undervejs, er blandt andet rettet mod mellemlederne, så de i fremtiden ”selv tør ansætte ved at bruge deres muligheder og netværk”, fortæller Mads.

Derudover fokuserer virksomheden på at lave ændringer, der kan bidrage til medarbejdernes udvikling, blandt andet etablering af en pulje til efteruddannelse.

 I forhold til gruppen af lærlinge ønsker man at skabe en klub, hvor bl.a. udflugter bliver en måde at skabe en god kultur på blandt de yngste medarbejdere.

 Blandt deltagerne på virksomhedsbesøget var der kommende lærlinge fra AARHUS TECH, blandt andet Johan og Oskar, som også bed mærke i de mange fordele.

 ”Det virkede som et super spændende firma, som laver ret fede ting. Det var en fed fortælling – og det fik man da helt lyst til at blive en del af.” siger Johan.

 ”Jeg tror, det er et fedt sted at komme i lære, hvor man kan lære mange ting” supplerer Oskar. ”Jeg bor selv i Aarhus og har bil. Der sker bare mange spændende opgaver uden for byskiltet. Her kan man lave flere all-round ting i stedet for bare at udskifte vinduer i en opgang.”

Kaffeaftaler i kalenderen

 I tillæg til eleverne fra Aarhus Tech, deltog jobsøgende, virksomhedsejere, en FGU-repræsentant, Ungeindsatsen i Norddjurs Kommune og erhvervskonsulent fra Syddjurs Kommune. Alt i alt en dejlig blandet flok, som alle havde taget gode og relevante spørgsmål med til Mads.

 Allerede inden besøget var slut havde et par deltagere fået en kaffeaftale med Mads i kalenderen. Heriblandt Signe, der i mange år har arbejdet med HR og ledelse. Signe havde meldt sig til virksomhedsbesøget, fordi hun var blevet opmærksom på tømrerfirmaets fokus på medarbejderudvikling.

 ”Jeg synes det var spændende at høre om planerne for organisationsudvikling, det var rigtig ambitiøst, og det lyder også som om, det er nødvendigt i forhold til den udvikling og vækst, firmaet oplever. Det skinner klart igennem at de brænder for det, de laver. Jeg har lavet en kaffeaftale med Mads – og er spændt på om det fører noget med sig,” siger Signe.

Henrik, som er interesseret i et decideret brancheskifte, havde også meldt sig til. ”Jeg har arbejdet med IT-projektledelse og websites i mange år, men jeg er blevet ”hjernetræt” af at sidde på kontor og vil gerne arbejde med mine hænder og finde en vej ind i byggebranchen. Da jeg opdagede dette arrangement på facebook, tænkte jeg, at det var lige mig. Jeg bor i Egå men har planer om at flytte til Djursland.”

Under Mads’ oplæg kom det frem, at tømrerfirmaet godt kunne bruge nogle flere IT-kompetencer i medarbejderstaben – og dén mulighed greb Henrik: ”Jeg fik en aftale i stand med Mads omkring den her IT-/ viceværtstjans, hvor jeg både kan bidrage med mine kompetencer inden for IT men også kan komme ud af kontoret. ”

Det er spændende, hvad virksomhedsbesøget fører med i sig i fremtiden. Tak til alle, der deltog!

Kort om ”Opdag din arbejdsplads”

Besøget hos Michael & Hussnedkeren var det 4. ud af i alt 11 virksomhedsbesøg, der løber af stablen under kampagnen ”Opdag din arbejdsplads”. 11 virksomheder hjemmehørende i Syddjurs Kommune inviterer i oktober og november måned jobinteresserede og nye potentielle samarbejdspartnere indenfor til en snak om muligheden for samarbejde.

I løbet af de kommende uger vil syv andre markante virksomheder følge trop – alle en del af ”Opdag din arbejdsplads i Syddjurs”. 

Tilmelding er naturligvis gratis, men der er begrænsede pladser – så husk at booke din.                     

Business Djursland

Vi er en interesseorganisation for virksomheder og personer med interesse i erhvervsudvikling på Djursland.

Kontortider

Kontakt os

Business Djursland
Ny Lufthavnsvej 21
8560 Kolind
CVR.: 38 49 28 29

kontakt@businessdjursland.dk
Ring til en medarbejder

Vi er sociale… Følg med