“Jobcrawl” hos unikke profiler i Grenaa Handelsby

Handelsbyen Grenaa har et kæmpe potentiale, og der er mange stærke butikker og virksomheder, der gør et kæmpe stykke arbejde hver dag.

Handel Grenaa gik derfor ind i kampagnen Opdag din arbejdsplads med et arrangement, der fremhævede nogle af de unikke arbejdspladser i bybilledet. Og torsdag d. 30. januar deltog 20 jobinteresserede og jobkonsulenter hos Djurslands kommuner til “butiks-crawl” for at belyse jobmulighederne.

Dagen startede på bodegaen Kruset, som serverede dejlig morgenmad og kaffe for os, alt imens direktør for Handel Grenaa, Karol Fuks, gav et oplæg om midtbyens udvikling.

Med afsæt i den fælles ramme som Karol gav, begav vi os på besøg hos de fem virksomheder, der åbnede op bag kulissen: kædebutikken Normal, risteriet Kama Kaffe, interiørbutikken BoligNyt, herretøjsbutikken Mr. Grenaa, som åbner til april, og restauranten Saporeum, som åbner til marts.

Et mulighedsrum for at skabe nyt

Grenaa Handel har i dag ca. 90 medlemmer inden for detail herunder revisorer, butikker i gågaden, og hoteller ved kysten. Handel Grenaa koordinerer indsatsen omkring de større og tværgående problemstillinger de enkelte handelsdrivende ikke kan løse alene. Og målet er at medvirke til at Grenaa fremstår som en levende og aktiv handelsby hele året. Derfor er et par af Karols mærkesager bl.a. tomme butikslokaler, byforskønnelse samt indretning af byen ift. turisme.

I sommeren 2024 oplevede Grenaa by 40% flere tomme lokaler end tidligere, men den udvikling er heldigvis allerede vendt. Karol løftede sløret for flere gode butiksnyheder, da et par restauranter og caféer er kommet til, og flere er på vej.

Karol delte også sine tanker omkring at Grenaa – underlagt en global tendens, hvor bymidterne ændrer sig – kalder på, at de handelsdrivende genopfinder sig selv. Aktuelt er Handel Grenaa gået ind i samarbejde med erhvervsforeningerne på Djursland, Visit Aarhus og Norddjurs Kommune om udvikling af byen, ”Sammen om Grenaa”. Projektet er inspireret af Middelfart, og Kommunen søger lige nu søger fonde til at tage initiativet videre.

Passion og unikke profiler i bymidten

Esben Lauridsen, ejer af Kama Kaffe, åbnede sit loft for os, hvor han delte sin historie, som startede med en ide om at revolutionere branchen med specialkaffe. I dag er Kama Kaffe en Grenaa-legende, hvor der både ristes og pakkes i lokalerne i Kannikegade. Som et af sine seneste geniale påfund har Esben købt en café i nabolokalerne for at vise kaffen fra risteriet til turister – samtidig med at de får en oplevelse. Han søger derfor en forpagter eller to til cafeen.

Fra klenodie til nytilkommer: På Torvet i Grenaa åbner Corina Sobol-Serban til foråret en italiensk restaurant med “ærlig mad”, som hun kalder det. Navnet er Saporeum, og her skal vi forvente traditionelle italienske retter lavet af friske råvarer og ugentlige variationer på menuen. Lidt revolutionerende går hun all-in på sin vision om sund mad og nul madspild. Derfor skal der foretages reservation på forhånd, ligesom der ingen sodavand er at finde på drinkskortet – kun vand, vin og kaffe. Med sin 20 års erfaring som kok i Rom i Italien, vil Corina køre sit “one woman show” med to ansatte og med plads til ca. 28 gæster. Køkkenet bliver åbent, så man kan tale med kokken under sit besøg i en afslappet atmosfære. Vi blev simpelthen så betagede af Corinas vision, og vi glæder os til åbningen! Corina driver pt. pop-up café på golf banen i Grenaa og på Stenvad Mosebrugscenter.

Der er arbejde i Grenaa

Ud over besøget hos Tenna Bojesen i Normal og Hanne Rasmussen i BoligNyt, lagde vi også vejen forbi Mr. Grenaa, som Per Thomsen åbner til april. Per søger to ansatte – én på fuldtid og én på deltid, flex eller elev. Vi fik et smugkig i de tomme lokaler, som pt. – sammen med Per – gennemgår en spændende opstartsfase. Per selv har speciale i herretøj og taler det lokale handelsliv op. ”Udviklingen i Grenaa er positiv,” siger Per, som tror på at flere butikker kommer til på sigt.

Den samme indstilling kunne man finde blandt de deltagende. De blev bedt om at beskrive Grenaa Handelsby med ét ord og her var tre bud “Udvikling”, “Nytænkende”, “Optimistisk”. En enkelt bemærkede: “Markedsføringsbehov” – der er så meget potentiale i Grenaa.

Per udvekslede kontaktoplysninger med flere af deltagerne i forlængelse af besøget, og de øvrige værter skal også forvente henvendelser. Carsten, som deltog for at undersøge mulighederne for et flex-job, fortalte: “Jeg påtænker at kontakte Kama kaffe, BoligNyt og Mr. Grenaa.”

Aktuelt ønsker man ansøgninger hos både Mr. Grenaa, Kruset og Kama Kaffe, som leder efter hhv. salgsassistenter, bartendere og bestyrere til cafeen i Østergade.

Tak til værter og deltagere for en skøn dag i handelsbyen 8500, hvor konklusionen må være: Der er arbejde i Grenaa!

Skal du med næste gang?

Er du i markedet for nyt job? Find din næste arbejdsplads ved at deltage i Opdag din arbejdsplads. Du kan se kommende virksomhedsbesøg her (link åbner i nyt vindue).

11 andre virksomheder står klar med åbne døre til dig, der er interesseret i job, elev- eller læreplads eller fremtidigt samarbejde. Få overblikket over de kommende besøg hos Djurslands virksomheder og tilmeld dig her.

Virksomhedsbesøget er en del af Business Djurslands brandingkampagne “Opdag din arbejdsplads”, som er et samarbejde mellem Business Djursland, Norddjurs Kommune og de medvirkende virksomheder.