Business Djursland skal drive platformen ilære.dk
Business Djursland tager et skridt videre i arbejdet for at sikre at flere unge vælger en erhvervsuddannelse.
I praksis skal Business Djursland nu drive platformen ilære.dk, hvor børn og unge kan blive inspireret til at komme i lære i en virksomhed på Djursland.
Viden Djurs-projekt får luft under vingerne hos Business Djursland
Ved udgangen af september slutter Viden Djurs-projektet ”Attraktive Uddannelsespakker”, og stafetten gives videre til Business Djursland, som fremover skal drive platformen ilære.dk, hvor børn og unge kan blive inspireret til at komme i lære i en virksomhed på Djursland.
Projektet ”Attraktive Uddannelsespakker” blev sat i verden for at bygge bro mellem folkeskoler, erhvervsuddannelser og virksomheder på Djursland og facilitere børn og unges adgang til praktikforløb og lærepladser. Målsætningen er at øge antallet af elever, som vælger en erhvervsuddannelse efter folkeskolen.
Det skal ske ved at oplyse om de mange faglærte job- og karrieremuligheder, der findes i de lokale virksomheder på Djursland. Bag projektet står Viden Djurs, som har udviklet platformen ilære.dk, hvor man kan finde en lang række videoportrætter af lokale virksomheder med lærlinge og elever, som fortæller om fordelene ved at komme i oplæring, og hvorfor de har valgt en faglært uddannelse.
”Det har været utroligt vigtigt, at vi har fået lærlingene selv til at fortælle ærligt om deres oplevelser og hverdag, så det bliver relaterbart for dem, vi gerne vil ramme. For dem er videoformatet nemt at gå til og helt uforpligtende, og så er håbet, at det giver dem modet til at tage kontakten til en læreplads,” fortæller Anne Birthe Mortensen, projekt- og udviklingschef på Viden Djurs.
Ved projektets afslutning er der lavet 25 videoer med lokale lærepladser, som repræsenterer spændet af erhvervsuddannelser på de fire hovedområder:
- Fødevarer, jordbrug og oplevelser
- Teknologi, byggeri og transport
- Kontor, handel og forretningsservice
- Omsorg, sundhed og pædagogik.
Platformen går en lys fremtid i møde
Projektet er medfinansieret af Tietgenfonden og er blevet gennemført i samspil med Norddjurs Kommune, Syddjurs Kommune, Dansk Industri og Business Djursland, som ved projektets afslutning overtager driften af hjemmesiden ilære.dk.
Målet er at Business Djursland – i tæt samarbejde med de lokale virksomheder og skoler – skal sikre at flere unge vælger en erhvervsuddannelse med et klart perspektiv på deres fremtidige karrierer.
Forventningen er at udbygge platformen betragteligt hen over de næste par år, så endnu flere virksomheder kommer i spil som læreplads. Udover at løse den stigende mangel på faglærte, ser direktør i Business Djursland, Ole Svit, også platformen som en mulighed for at hjælpe medlemmerne med at finde kvalificeret arbejdskraft.
”I vores netværk har vi mødt stor begejstring for initiativet, så vores målsætning om at have 150 virksomheder på platformen i løbet af 2026 er bestemt ikke urealistisk. Fælles for vores medlemmer er, at de har udfordringer med at tiltrække faglært arbejdskraft, og denne platform vil være en vej til at løfte den opgave,” siger Ole Svit.
Skal du med ombord?
Næste skridt er at præsentere platformen for Business Djurslands medlemmer, først og fremmest i de netværk, som erhvervsforeningen driver. Adgang til platformen er dog ikke kun forbeholdt medlemmer, men alle virksomheder på Djursland.
Vil du med på platformen som en af de første? Så er du meget velkommen til allerede i dag at kontakte Kristine Bjerre på telefon 22 22 61 63 eller skriv til kristine.bjerre@businessdjursland.dk
Vi glæder os meget til at byde jer ombord på platformen og i samarbejdet om at lede børn og unge på Djursland i retning af en erhvervsuddannelse.
Business Djursland
Vi er en interesseorganisation for virksomheder og personer med interesse i erhvervsudvikling på Djursland.
Kontortider
Mandag | 9:00 – 15:00 |
Tirsdag | 9:00 – 15:00 |
Onsdag | 9:00 – 15:00 |
Torsdag | 9:00 – 15:00 |
Fredag | 9:00 – 13:00 |
Kontakt os
Business Djursland
Ny Lufthavnsvej 21
8560 Kolind
CVR.: 38 49 28 29