Business Djurslands nytårskur veloverstået

105 meget veloplagte deltagere fra Djurslands erhvervsliv og kommuner har netop ønsket hinanden Godt Nytår til Business Djurslands nytårskur. Og hvilken nytårskur!

Nytårskuren i bullet points

  • Formand Jørgen Laursen fremhævede highlights fra 2024 og ambitioner for 2025
  • Direktør Ole Svit inviterede i en workshop deltagerne til at byde ind med deres eget ’take’ på 2025. Her skulle de ved de 9 borde i fællesskab bl.a. prioritere to emner, som de mener bør fylde hos Business Djursland i det nye år
  • Resultatet blev en række konkrete input og initiativer, som vi samler op på allerede i dag.
  • Headhunter og senior rådgiver i et bæredygtig ledelse Mie Spuur Simonsen gav os et superinspirerende og motiverende oplæg om fremtidens arbejdsstyrke og de krav og forventninger de har til deres kommende arbejdsplads. Krav og forventninger, som virksomhederne kan vende til en konkurrencefordel.
  • Ålsrode Smede og Maskinfabrik A/S modtog Business Djurslands Erhvervspris for (bl.a.) virksomhedens indsats på lærlinge- og praktikområdet, fastholdelse af ældre medarbejdere og arbejdet med ESG.

Tusind tak til alle deltagere for jeres bidrag til en helt fantastisk start på 2025.

Og tusind tak til dagens vært, Fuglsøcentret, for at forkæle os med uvurderlig praktisk hjælp og dejlig morgenmad.

Har du mod på at læse lidt mere fra nytårskuren, så har vi samlet indtryk og hovedpointer fra morgenen nedenfor. God læselyst.

Highlights og ambitioner

Formand Jørgen Laursen bød forsamlingen velkommen med en skål i bobler og kaffe. Han fik derefter fremhævet highlights fra Business Djursland fra 2024 og ambitionerne for 2025.

I 2024 har der været fokus på temaerne: infrastruktur, arbejdskraft, digitalisering, grøn omstilling, branding af Djursland og iværksætteri. Det har været et år præget af “ekstremt positivt samarbejde” – noget som erhvervsforeningen vil meget mere af i 2025. Jørgen fremhævende bl.a.

  • Mødet på ‘Borgen’ med Transportordførerne i efteråret
  • Kampagnen ‘Opdag din arbejdsplads’ i Syddjurs, støttet af Syddjurs Kommune, som er gennemført i efteråret med stor succes
  • Kampagnen fortsættes i de kommende måneder i Norddjurs, støttet af Norddjurs Kommune
  • Der har været afholdt åbent netværksmøde om præsidentvalget i USA og udfaldets betydning for dansk erhvervsliv
  • Business Djursland har overtaget platformen www.ilære.dk, der er rettet mod at tiltrække unge til erhvervslivet, specifikt til praktikpladser og lærepladser.

Jørgen fremhævede også den positive udvikling i DIs måling af erhvervsvenlighed i de to kommuner, hvor der i rapporten var fremgang i begge kommuner.

Derudover kom Jørgen omkring nogle af resultaterne fra tilfredshedsundersøgelsen, der blev gennemført i december. Her kom det blandt andet frem at:

  • 62% af medlemmerne er “meget enige” i at Business Djursland er en forening for alle typer virksomheder
  • 61% ønsker at Business Djursland har fokus på branding af erhvervslivet udadtil
  • 71% ønsker at Business Djursland har fokus på udvikling af netværk og relationer
  • Medlemmerne med 50+ medarbejdere har et ønske om fokus på infrastruktur og arbejdskraft.

Workshop: Konkrete initiativer fra medlemmerne

Direktør Ole Svit overtog fra Jørgen med facilitering af en workshop, der virkelig fik snakken igang ved de 9 borde. Her blev deltagerne inviteret til at gå i dialog ved bordene omkring hvilke temaer Business Djursland – efter deres mening – skal prioritere. Her skulle deltagerne forholde sig til temaerne fra tilfredshedsundersøgelsen og helt konkret komme med bud på:

  • HVAD skal vi satse på
  • HVEM skal initiativet gøre godt for
  • HVORDAN skal Business Djursland gennemføre forslaget.

Formålet var at lade medlemmerne stå for prioriteringen og ideerne – hvilket udmønstede sig i et væld af post its med ideer. Hovedvægten af disse blev prioriteret inden for fire områder: branding, arbejdskraft, netværk og infrastruktur. Et lille, hurtigt udpluk fra deltagernes svar:

Infrastruktur: Sikre politisk påvirkning forsat og prioritering af opgaver (A15) – et fælles fokus er forudsætningen for det hele. Fokus på hvor let det er at arbejde tættere på hjemmet på Djursland.

Netværk: Et temaevent om generationsskifte afholdt som en slags “omvendt Løvens Hule”

Branding: Branding af Djursland skal ske som en fælles fortælling – på tværs af kommunerne. Der skal laves en arbejdsgruppe med kommune og virksomheder. Jobmuligheder og bosætning skal tænkes sammen. Gør op med afstandsopfattelsen/-forskrækkelsen.

Arbejdskraft og rekruttering: Aktion mod at få unge fraflyttere til at flytte hjem igen

En deltager sagde efter workshoppen: “Vi kunne blive fint enige om særligt tre temaer. For det første er branding en utrolig vigtig del. Djursland kæmper stadig med image, og det er vigtigt at se mere ind i, hvad man skal kende Djursland for. For det andet er det vigtig at få vendt, hvordan vi får bedst udbytte af vores samarbejde. Og for det tredje gavner fokus på infrastruktur de store virksomheder, og det gavner os alle sammen.”

Taber du pusten, når du rekrutterer blandt de unge?

Senior rådgiver inden for bæredygtig ledelse Mie Spuur Simonsen, SAM International, gav os derefter en inspirerende indflyvning til ”fremtidens attraktive arbejdsplads”.

“Unge træffer andre valg. Livet er andet end arbejde. Dét kan give grå hår i forhold til tiltrækning og fastholdelse af de unge. MEN” – siger Mie – “man kan se det som en konkurrencefordel”.

Mies mission til nytårskuren var da også at give deltagerne på nytårskuren mod på at gøre netop det. Altså, vende de unges krav og forventninger til et konkurrenceparamenter.

Mie selv har en karriere inden for headhunting og rådgivning omkring et bæredygtigt arbejdsliv i SAM International og har specialiseret sig inden for branding, bæredygtig ledelse og rekruttering.

Hvordan rekrutterer du i fremtiden?

“Vær nysgerrig, vær oprigtig, vær åben for andre “typer” medarbejdere, vær involverende.”

Ønsker du at holde din virksomhed fortsat skarp på rekruttering, så er Mies bud at du prioriterer trivsel. “Trivsel giver bundlinje”, sagde hun. Hun mener at de unge har en særlig fornemmelse for det gode arbejdsmiljø – hvis badevandet koger, så smutter de igen. Tal med medarbejderne om, hvad der skal til for at de trives. “Gevinsten er, at man får de gode ting belyst, når man taler om trivslen. Og I skal – naturligvis – fortælle omverdenen om det. Det kan blive en del af ens employer brand.”

Og så er der fastholdelse af de unge. Mie selv er fortaler for at man i stedet bruger ordet tilknytning. “De unge vil betragtes som hele mennesker, og de vil gerne lære dig at kende”, siger Mie. “De er følelsesladede og forventer at deres leder accepterer at man ikke præsterer fuldt ud, når mormoren er syg. De vil have indflydelse og ansvar for de er vokset op i familier, hvor de er blevet inddraget og har fået ansvar.”

Mie havde nyudgivelsen ”Forkældede unge?” (Center for God Arbejdslyst) med, som indholder caseeksempler på virksomheder, der har skruet på håndtagene ift. inkludering af den nye arbejdsstyrke, der stiller andre spørgsmål og kræver andre ting. I bogen er desuden øjenåbnende resultater fra en undersøgelse foretaget af Epinion. 42% svarer i undersøgelsen, at de hele tiden (!) er åben for nye jobmuligheder. Der skal derfor arbejdes med at knytte dem til arbejdspladsen.

Og Erhvervsprisen 2024 går til…

Programmets sidste punkt var traditionen tro uddeling af Business Djurslands Erhvervspris.

Valget er i år faldet på Ålsrode Smede- og Maskinfabrik i Grenaa.

Suppleant til Business Djurslands bestyrelse, Daniel Dallerup (formand i Metal Østjylland) læste indstillingen.

“Deres værdigrundlag ”Du kan stole på os, vores ekspertise, og vi holder, hvad vi lover” skinner tydeligt igennem mødet med ledelse og medarbejdere hos Ålsrode Smede-og Maskinfabrik. På trods af deres størrelse formår de at agere samlet og koordineret, til glæde for deres kunder og samarbejdspartnere. Kunderne er i fokus, som her helt naturligt kan få både tilpassede løsninger, men også få en totalløsning, lige fra produktionsdesign, produktion og til evt. montage. Kvaliteten er i højsædet, hvilken bl.a. tydeliggøres igennem deres ISO 9001 og ISO 14001 certificeringer, og de har selvfølgelig også allerede lavet deres første ESG regnskab.

Helt naturligt påtager man sig et stort ansvar på lærlingeområdet, hvor man har hele 7 lærlinge og også hele tiden folkeskoleelever i praktik. Tilsvarende har man lavet en løsning for fastholdelse af ældre medarbejdere, idet der er mulighed for at gå ned på en 3 dages arbejdsdag.

Ålsrode Smede- og Maskinfabrik er blevet en meget betydningsfuld virksomhed i Grenaa, med mange gode arbejdspladser. En virksomhed vi alle kan være stolte af have på Djursland.”

Desværre var direktør Brian Basse forhindret i at modtage prisen til nytårskuren, men Ole Svit besøger virksomheden i morgen og overdrager anerkendelsen.

Grundlaget for udvælgelse:

Valget er foretaget blandt Gazelle virksomhederne på Djursland i 2024. Indstillingen er foretaget af 9 personers-bestyrelsen hos Business Djursland, der alle er erhvervsaktive på Djursland og repræsenterer hver deres virksomhed.

Fakta:

Underleverandør virksomhed inden for jern og metal med speciale i svejsning, pladebearbejdning, CNC bearbejdning og vandskæring

58 ansatte, heraf 7 smedelærlinge

Etableret i 1978 af Leif Basse, der i 2008 overdrager ledelsen til Brian Basse

4600 m2 under tag med produktion og adm.

Plads på Gazellelisten: 444

Bruttofortjeneste (mio) 15,3

Tidligere kåringer: 0

Vækst (procent over de sidste fire år): 130,70

TAK

Tusind tak til alle deltagere for hvert jeres bidrag til en helt fantastisk start på 2025.

Og tusind tak til dagens vært, Fuglsøcentret, for at forkæle os med uvurderlig praktisk hjælp og dejlig morgenmad.