Made by Djursland-Prisen går hvert år til en virksomhed, der har gennemført nogle ekstraordinære udviklingstiltag, og på den måde været med til at markere et innovativt erhvervsliv på Djursland

Der var ikke meget tvivl, da vinderen af årets Made by Djursland-pris skulle findes: VAM A/S gør det rigtig godt.

Entreprenørvirksomheden, der i dag går under navnet VAM, blev stiftet som Vester Alling Maskinstation tilbage i 1953 af Erik og Helga Rasmussen. Den gang var det særligt udlejning af landbrugsmaskiner, der var omdrejning for forretningen. I 1970’erne overtager deres søn, Søren Rasmussen, driften og virksomheden vokser hurtigt til en større entreprenørforretning med fokus på bygge- og anlægssektoren. I 1990’erne zoomer virksomheden ind på medarbejdernes udvikling. Det betyder at der sker et løft i uddannelsesniveauet og fører også til en beslutning om fælles overskudsdeling, da VAM bliver omdannet til et aktieselskab. I 2006 indsættes en professionel bestyrelse, hvilket føre til beslutningen om at hyre en ekstern administrerende direktør, der tiltræder året efter. I 2017 overdrager Søren Rasmussen størstedelen af sin aktieanpart til bonussønnen Thomas Mogensen, der i dag fortsat ejer hovedparten af firmaet. I 2018 overtager Allan Hougaard posten som administrerende direktør. Samtidig bliver Jens Brøndum indsat som teknisk direktør. I 2020 rammer omsætningen for første gang 271,8 millioner kroner, mens årsresultatet ender på 3,9 millioner kroner efter skat. Det er den hidtil bedste omsætning i firmaets historie. I dag løser firmaet opgaver indenfor hovedsagelig kloakering og byggemodning, men også forretningsområder som rensningsanlæg, for kunder som forsyningsselskaber, kommuner og erhvervskunder. Projekterne varierer meget i størrelse.

VAM A/S modtager Made By Djursland-prisen 2021 med følgende begrundelse:

VAM A/S udfører innovative løsninger inden for entreprenør og anlægsarbejde. VAM A/S har netop vundet en meget værdifuld partneraftale med Favrskov Kommune. Aftalen lyder på 150 millioner og strækker sig fra 2022-2027. Aftalen omfatter udførelse af spildevandsprojekter indenfor kloaksanering for Favrskov Forsyning i hele Favrskov kommune. VAM A/S er nomineret til EY Entrepeneur Of the Year. CEO Allan Hougaard kunn berette om en entreprenørvirksomhed, der præges af iværksætterånden og indstillingen om at finde løsninger sammen med kunden og basere kunde/leverandørrelationen på partnerskaber. Denne grundindstilling gør, at VAM A/S formår at “bide skeer” med de helt store på mange projekter inden for deres primære fokusområder som kloakering, spildevandshåndtering mv.

Prisen er sponseret af Djursland Bank og blev overrakt af Peter Møller. Jens Brøndum, Teknisk Direktør modtog prisen på vegne af VAM A/S

Stort tillykke til VAM A/S.