Mød Staudestedet i Rimsø som er én af medlemsvirksomhederne i Business Djursland. Direktør Anne Svane har svaret på fem skarpe spørgsmål om virksomheden.

Hvordan lyder jeres elevatortale?
– Staudestedet er primært en webshop, hvor vi sælger stauder til private. Udover webshoppen har vi en ugentlig åbningsdag her, hvor vi trækker kunder fra nær og fjerne. Vores kunder er Hr. og Fru Danmark, som går op i deres have. Vi har et stort udvalg, gode priser og meget af det, som man skal bruge i haven. Jeg sælger det, som jeg også selv godt kan lide at have i min have. Vores sortiment tæller omkring 800 forskellige stauder, som vi køber i Holland, Belgien, Polen og Tyskland. Vi sælger primært til Danmark og Sverige.

Hvad betyder det, at I ligger på Djursland?
– Det betyder jo, at det er derfor, at vi kun har en ugentlig åbningsdag i den fysiske butik og mest er en webshop! Vi kan sagtnes trække folk ud til vores gård, men ikke i så stor stil. Dét at vi bor her betyder også, at vi har pladsen til vores virksomhed. Jeg synes, at det er en kæmpe fordel, at man kan bosætte sig hvor som helst med en webshop. Også selvom man bor et sted, hvor man ikke umiddelbart kan trække kunder hen.

Hvad glæder i jer over for tiden?
– Vi glæder os over, at vi har haft en rigtig god omsætning. Da Danmark lukkede ned i foråret og folk gik hjemme i april og maj, så løb vi ufatteligt stærkt. Det var helt surrealistisk at sidde og se på, hvordan ordrerne bare tikkede ind. Jeg glæder mig også over, at jeg går på arbejde herhjemme, og at min mand nu også kommer på fuld tid på Staudestedet.

Hvad bøvler I med?
– Ikke ret meget! Så skal jeg altså lige tænke mig rigtig godt om….nej! Der er faktisk ikke ret meget at klage over.

Hvad har corona betydet for jer?
– For os har corona betydet, at vi har haft megatravlt! Webshoppen har trukket så meget ordre ind, så vi har været nød til at skære ned på åbningstiden herhjemme – simpelthen for at have tid til at pakke ordrerne. Normalt har vi haft åbent 2-3 dage om ugen, men det er nu sat ned til en enkel dag. Udfra et forretningsmæssigt synspunkt, så har corona-krisen kun været positiv for os – selvom det er en skrækkelig sygdom og vi hellere ville have været den foruden.

Lær Staudestedet endnu bedre at kende her