Knebel Drilling A/S i Ryomgaard er et af Business Djurslands mange medlemmer.

Virksomheden er ejet af brødrene Klaus, Søren og Lars Christensen. Direktør Klaus Christensen har svaret på seks skarpe spørgsmål om virksomheden.

Hvordan lyder Knebel Drilling´s elevatortale?
– Knebel Drilling er en familieejet virksomhed, hvor det nu er anden generation, der driver virksomheden. Vi er 26 medarbejdere. Vi er jo nok en lidt speciel virksomhed. Det er et meget specielt emne, som vi bevæger os indenfor. Vi producerer boreværker til geoteknik og brøndboringer, som de eneste i Danmark. Geotekniske boringer bruges f.eks. når der skal bygges et nyt hus og laves en undersøgelse af jordbunden. Vi laver flere forskellige specielle opbygninger f.eks. til off shore boringer. Vi har mange forskellige løsninger og ingen standardvarer. Omkring halvdele af det vi laver, går til eksport.

Hvad betyder det, at I ligger på Djursland?
– Grunden til at virksomheden ligger på Djursland er, at der var nogen, der begyndte at lave de her ting i Knebel. Her blev min far ansat som ingeniør, og så rykkede hele familie hertil. Det er derfor, at vi er her. Vi valgte at flytte virksomheden fra Knebel til Ryomgård, og det er ret perfekt. Nu er der letbanen, som køre og ja, Ryomgård er et rigtig fint sted at ligge.

Hvad glæder I jer over for tiden?
– Internt glæder vi os over, at vi i det seneste år har fået nogle rigtig dygtige elever. Det glæder jeg mig rigtig meget over. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi hjælper nogle flere med at få en erhvervsuddannelse og det er godt, at der er kommet mere fokus på det. Vores elever er smede og industriteknikere. Ellers går det OK godt for vores virksomhed, og der er nok at lave lige nu.

Hvad bøvler I med?
–Der er flere leverancer, der skrider på grund af Covid-19. Vi bruger nogle ventiler og pumper, hvor der pt. er mere end 20 ugers leveringstid, og det gør det hele lidt svært. Det skal planlægges meget mere. Der skal slukkes ildebrande, fordi vi får én besked om levering den ene dag, og så ændre det sig efter et par dage. Men alt i alt, så skal vi ikke græde, for der er jo andre, der har fået at vide, at de skal lukke og låse døren.

Hvad har Covid-19 betydet for jer?
– Jamen det er mest i forbindelse med problemer med leverancer. Vi har haft én enkel medarbejder, som har været nede med corona. Nogle har arbejdet hjemmefra, men ellers er det ikke noget, som vi har mærket så meget til.

Hvorfor er du medlem af Business Djursland?
– Jeg synes, at det er et naturligt skridt for vores virksomhed. Vi har brugt en del tid på at arbejde med erhvervsuddannelserne og eleverne, og det er vigtigt. Jeg håber også på, at vi kan blive lidt mere synlige igennem Business Djursland, Jeg tror ikke, at der er så mange, der ved at vi eksisterer, og vi kan jo byde ind på flere opgaver lokalt; vi kan alt inden for hydraulik, og så er det jo lige meget om det sidder på en lastbil eller en kran.

Læs mere om Knebel Drilling A/S på deres website