Nu er der ikke længe til årets udgave af Made by Djursland. I år kan du bla. opleve Steen Hildebrandt og Steffen Max Høgh, som begge er langt inde i stoffet, når det gælder FN´s verdensmål og bæredygtig business.

Steen Hildebrandt holder et oplæg om FN´s 17 verdensmål i dansk perspektiv. Steen Hildebrandt er formand for 2030-Panelet, der samarbejder med -og understøtter 2030-Netværket, der er Folketingets Tværpolitiske Netværk for FN´s Verdensmål. Som redaktør på bogen ”Bæredygtig Global Udvikling – FN´s 17 verdensmål i et dansk perspektiv” er han i Danmark en toneangivende og dagsordenssættende stemme på området. Steen er i dag professor emeritus i organisations- og ledelsesteori på Institut for Marketing og Organisation, Aarhus Universitet. Han er Adjungeret professor i lederskab ved Center for virksomhedsudvikling og ledelse, Institut for Produktion og erhvervsøkonomi, CBS, Handelshøjskolen i København samt adjungeret professor ved Institut for filosofi og læring, Det samfundsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet. Vi er stolte af at kunne præsenterer en kapacitet som Steen Hildebrandt til årets arrangement.

Steffen Max Høgh er dagens anden oplægsholder. Han har en professionsbachelor i pædagogik, har læst MA i positiv psykologi på Aarhus Universitet, er serie-iværksætter og CSR Direktør. Steffen er forfatter til bogen “Bæredygtig Business – for bundlinjen og en bedre verden”. Han siger selv, at han ikke tror på, at bæredygtig udvikling og økonomisk overskud hænger sammen – Han ved det!

Paneldiskussion

Efter de to oplæg er der paneldiskussion med oplægsholderne og Sten Møller fra Friland & Grobund og Elena Skytte fra Den Græseløse Festival.

Fem workshop, som det kan være svært at vælge imellem

Resten af eftermiddagen foregår i fem workshops under fem forskellige overskrifter:

  • Markedsføringsmaterialer
  • Social bæredygtighed & HR
  • Værdikæder & samarbejder
  • Affaldshåndtering & -sortering
  • Blockchain – teknologi til bæredygtig produktion & købsadfærd

Det er kun muligt at vælge én workshop.

Vi slutter dagen af med fællesspisning i de spændende omgivelser.

Det er gratis at deltage i “Made by Djursland”. Deltagelse i fællesspisning inkl. et glas øl/vand/vin kr. 200,-

Tilmeld dig her