Tirsdag d. 28. februar afholdt Business Djursland vejledningsarrangementet “Fra student til faglært”.

Djursland mangler faglært arbejdskraft indenfor håndværks- og industrifagene, f.eks. murer, VVS, elektriker, tømrer, maler, industritekniker, smed, men også indenfor handel, fødevarer, medier og velfærdsområdet ses en mangelsituation. Dette kan kun løses ved, at vi får flere unge i gang med en erhvervsuddannelse via et lærlingeforløb.

Samtidig har vi også en del studenter, der ikke kommer i gang med at læse på en videregående uddannelse, enten fordi de fandt ud af, at de gerne vil have en mere praktisk uddannelse eller fordi deres gennemsnit ikke var højt nok til ”drømmeuddannelsen.”

Vi vil gerne prøve at formidle denne uddannelsesvej for vore kommende studenter og lave et direkte match til vore lokale virksomheder og institutioner på Djursland.

Vi gentog derfor vejledningsarrangementet ”Fra student til faglært” på Syddjurs Gymnasium. Vi inviterede 25 virksomheder, og 23 valgte at deltage med stand og stod klar til at møde de studerende på Syddjurs Gymnasium.

Eleverne på Syddjurs Gymnasium viste god interesse for arrangementet.

I Grenaa afholder Business Djursland og Viden Djurs vejledningsarrangementet MatchYourFuture d. 23. marts kl. 10-12, hvor lokale virksomheder inviteres til at møde elever fra Viden Djurs og Grenaa Gymnasium.