Business Djurslands Erhvervspris blev uddelt under nytårskuren.
AvXperten blev hyldet af de fremmødte på årets nytårskur, som blev afholdt i Kolind fredag d. 4. februar.
Formand for Business Djursland Ole Sørensen overakte Business Djurslands Erhvervspris til Frederik og Nikolaj Nielsen, som startede virksomheden i 2010 og stadig står i spidsen for den.
AvXperten har modtaget Børsens Gazelle pris 2021. De markedsfører og sælger et omfattende sortiment af el-udstyr via deres webshop . Målt på alle parametre er virksomheden helt i front inden for sin branche, i Danmark. Der er gennem de seneste perioder opnået bemærkelsesværdige resultater; eksempelvis en omsætningsvækst gennem det seneste år på mere end 250%, med en forventning til om 5 år at kunne løfte omsætningen til i klassen 1 mia. kr.
Virksomheden er i gang med en 10 mill. kroners udvidelse, så virksomhedens areal på Teknologivej i Grenaa næsten 3-dobles til 3100 m2. Investeringen skal rumme lager- og logistikfaciliteter, herunder en automatisering af lageret i form af et stort antal lagerautomater. Samtidig er ledelsen i gang med at rekruttere en række nye medarbejdere, så medarbejdertallet inkl. ungarbejdere passerer 100. Der investeres løbende betydelige ressourcer i udvikling af forretningsmodellen, i markedsføring samt i organisationsudvikling.
Vi ønsker AvXperten stort tillykke med de flotte resultater og nu også med Business Djurslands Erhvervspris.