1. februar fejrede Karpenhøj Naturcenter Karen Thingstrups 10-års jubilæum

Med ni års erfaring som salgsansvarlig, bålkok og koordinerende friluftsvejleder på Karpenhøj, blev Karen Thingstrup pr. 01.01.20 ansat som daglig leder af Karpenhøj. Med en mængde energi, der kun overgås af bredden på hendes smil, og en afgørende forståelse for alle aspekter af Karpenhøj Naturcenter tiltrådte Karen som leder kort før det vi nu alle ved, blev et anderledes år end forventet.

”At få overdraget roret og så ellers sejle direkte ind i en Corona pandemi, var selvfølgelig ikke det jeg havde forestillet mig, med min nye rolle. Heldigvis er jeg bare blevet bekræftet i, at vi er et helt fantastisk hold af kollegaer her på Karpenhøj, som formår at navigere, også i fuldstændig ukendt farvand.”

Karen Thingstrup smilende ved et bål i sneen
Karen Thingstrup er leder af Karpenhøj Naturcenter, ivrig jæger og vild med alt, som kan forene mad og natur.

Stor interesse for friluftsaktiviteter
Heldigvis kommer end ikke verdensomspændende sygdomme helt uden positive følger, og 2020 var for Karpenhøj et år, hvor den lokale opbakning, både politisk, fra naboer, samarbejdspartnere og besøgende virkelig blev slået fast.  ”Det har været helt overvældende at opleve, hvor stor interessen har været for stort set alle vores aktiviteter. Der har jo desværre været nødvendige aflysninger, men alt, hvad vi har kunnet gennemføre, har der været en utrolig opbakning til. Det gælder både vores åbne arrangementer og de særlige firmaevents vi har kunnet afvikle i samarbejde med vores kunder.”

Yderligere en effekt af pandemien, som vi har mærket på Karpenhøj er lysten til at komme ud. Interessen for udeliv og aktiviteter i naturen var i forvejen stigende, men i år er den nærmest eksploderet, og det er vi kun glade for.

”Vi har ikke patent på hverken natur, friluftsliv eller fællesskab, men i over 30 år, har vi været med til at træde den sti, som nu heldigvis bliver både attraktiv og tilgængelig for flere og flere. Vi sætter stor pris på vores samarbejder, både med de rodfæstede organisationer, som DGI, Nationalpark Mols Bjerge og Syddjurs Kommune, men absolut også med nye iderige og dygtige folk, som inspirerer os med nye perspektiver på vores efterhånden velkendte udsigt”, siger Karen om Karpenhøjs rolle i forhold til den bølge af opmærksomhed, der er på naturen og hvordan vi anvender den.

Altid åbent på Karpenhøj
Karpenhøj Naturcenter er en selvejende institution og har til huse på Naturstyrelsens areal. Derfor er der altid åbent på Karpenhøj. På den måde er naturcentret med til at understøtte gode tanker og initiativer omkring naturens tilgængelighed i Syddjurs kommune og Mols Bjerge. Netop åbenheden forklarer Karen som grundlæggende for Karpenhøj.

”Vi er så privilegerede, at vi har en plads her midt i den skønneste natur, og den vil vi selvfølgelig gerne dele med så mange som muligt. Det er fantastisk at have et sted, hvor vi både kan tilbyde skræddersyede firmaarrangementer, skoletjeneste, ferieaktiviteter for hele familien og kurser for dem, som gerne vil nørde friluftsliv, samtidig med, at vi kan sige til alle, at de er velkomne til at komme en tur forbi med madpakke og vandresko.”

Om Karpenhøj Naturcenter
1991 Etableret på Mols.
2016 Fusioneret med Naturcenter Syddjurs. Shelterpladsen i Basballe har siden da været en del af Karpenhøjs faciliteter.
2020 udvidet med Forpost på Maltfabrikken med ”Grønt turistkontor”, projektkontor og butik.

Udlejning af shelters, mountainbikes, kajakker, mødelokaler, vildmarksbade og glampingtelte. Åbent besøgscenter med madpakkesteder, selvbetjeningscafé, skulpturpark, tumleplads og åben have med bålpladser. Karpenhøj Naturcenter beskæftiger 8 fastansatte fordelt på 5,2 årsværk samt en række freelancere.

Læs mere om Karpenhøj Naturcenter her